1963-2013, 50 år med anime

[JoaCHIP]

Gaah. Jeg ville ønske jeg kan huske mere af Perfect Blue end bare at "den var pissegod", men det er desværre alt hvad jeg kan huske. Jeg så den ret kort tid efter den var udgivet.

Og jeg husker som en svamp.

[SsjGogo]

Satoshi Kons død var et kæmpe tab for Anime - Perfect Blue er et godt vidensbyrd om det!

Paprika cementerede ham - som en legende (i mit syn), men hans mindre kendte værker, som blandt andet afsnittet til Memories(forfatter), viser en kreativitet, som jeg savner i moderne Anime, og er uovertruffen på mange punkter.

Han er også tydeligt inspireret af vestlige medier, herunder især forfatteren Phillip K. Dick, hvis værk, Do Androida Dream of Electric Sheep, blev til min yndlings sci-fi film, Blade Runner.

Kon værker omvendt inspirerede også kraftigt vestlige medier, og prøv at se Paprika og derefter Inception af Nolan!

Godt valg Hr. Mathiasen!

[M.Mikkelsen]

Ifølge Kon selv var den instruktør han var mest inspireret af Terry Gilliam, specielt Brazil, Time Bandits og The Adventures of Baron Munchausen. Dette er måske heller ikke så mærkeligt, da Gilliam også er glad for at blande drøm, virkelighed og illusion, så seeren ikke nødvendigvis ved hvad der er hvad. Dette er naturligvis tilfældet i slutningen af Brazil (fantastisk film), mens hans version af Munchausen på mange måder handler om fortællingen/illusionens påvirkning af virkeligheden, dens kraft. Dette man til en hvis grad genfinde i Millenium Actress, der på mange måder er Kon's kærlighedsbrev til filmmediet som sådan, samt filmmediets kraft til at påvirke seeren. En anden specifik film han nævner er Slagtehal 5, baseret på Kurt Vonneguts roman af samme navn.

Perfect Blue er på alle leder og kanter en fantastisk film, en af mine favoritter og når det kommer til animefilm var Satoshi Kon min favoritinstruktør. Det er trist at en så kreativ og dygtig mand blev taget fra os så tidligt.

I kan lige få en artikel jeg skrev til OBAA i forbindelse med hans død:


Satoshi Kun – en sand ener



Satoshi Kon er død. Om disse 4 ord betyder noget for dig kommer nok an på om du har set en af Kon's 4 film eller hans ene animeserie. Hvis du har, ved du sikkert hvorfor denne begivenhed er så stort et tab for animeverdenen som den nu engang er, hvis du ikke har, ved du sikkert ikke hvad alt den ståhøj skal til for. Satoshi Kon var kun 46 år og døde af kræft i bugspytkirtlen, kun ca 3 måneder efter at han havde fået sin diagnose. Men denne artikel er ikke til for at dvæle ved den personlige tragedie som et dødsfald nu engang er for de nærmeste pårørende. Det ville simpelthen ikke være Satoshi Kon værdigt. I stedet skal jeg bruge muligheden til at promovere hans arbejde, for jeg er sikker på at Kon vil huskes for sine film, ikke for sin tidlige død. Satoshi Kon var en ener, i orderts egentlige forstand. Ingen andre lavede animefilm som ham. Det er sørgeligt at han aldrig vil skabe flere, men lad os se på hvad han allerede har skabt.

Selvom hans film ofte tilhørte forskellige genrer, har de fleste af dem nogen fællestræk. Kon elskede at lege med barriereren mellem drøm, illusion, film og virkelighed. Han var på mange måder en udtalt social kritiker, i den forstand, at der var mange aspekter af moderne japansk kultur han nådesløst gennemborede i sine værker. Mest tydeligt for mange animefans er det nok i serien Paranoia Agent, hvor alt fra kawaiisa (det uhæmmede fokus på det nuttede), mangel på socialt ansvar, korruption og den manglende vilje til at stå til ansvar for egne handlinger og eget liv, samt mørkere ting, får sig en ordentlig blodtud.
Meget af dette er naturligvis ikke kritik der kun kan køres på Japan, så vi kan alle tage noget med hjem. Kawaiisa er hvis dog en ret japansk ting. Dette er en serie som jeg vil foreslå de fleste animefans, da den virkelig dekonstruerer rigtig mange kliché animeelementer. Jeg vil ikke forklare plottet i serien da det vil tage for lang tid og jeg fokuserer på hans film i denne artikel, men stol på mig, Paranoia Agent er helt klart værd at undersøge.

Men lad mig straks gå videre til hans film og tilbage til starten af hans filmkarriere. Satoshi Kon's instruktørdebut var med filmen Perfect Blue, der er løst baseret på en roman af samme navn. Her ser vi tydeligt alle de elementer Kon er så kendt for. Filmen handler om Mima, et popidol der beslutter sig for at blive tv-skuespiller. Dette betyder dog at hun må bryde med sit image som det ”rene” jomfruelige popidol, som japanerne elsker så meget. Dette er ikke alle fans tilfredse med. Mima finder ud af at der eksisterer en hjemmeside på internettet ”Mima's rum” der fortæller om hendes hverdag. Siden er skrevet af en der udgiver sig for hende og som snakker om hvor forfærdeligt hendes nye job er. Dette ville måske ikke være specielt creepy, hvis det ikke var fordi siden har så mange små detaljer, som ingen burde kunne vide. Efterhånden bliver Mima drevet ud i en serie af hændelser der psykologisk nedbryder hende, indtil hun har et meget svagt greb på hvad der er virkelighed og hvad der er illusion. For seeren bliver dette understreget endnu tydeligere, da vi ser scener vi tror er virkelige, som viser sig at være en del af den tv-serie hun optager efter at der pludselig bliver råbt cut. Det hele ender i et utrolig vel-eksekveret plottwist og symboliserer en uhyggelig konfrontation mellem Mimas ”sande jeg” og hendes ”popidol” alterego. Vores sande identitet er et hovedtema i denne film. Derudover er det også en utrolig veludført psykologisk thriller og mordmysterie.

Overdrevet besatte fans, som nogen af dem vi ser her, virker måske som stråmænd, men vi behøver ikke at se længere end til den sag der var for nylig, hvor Aya Hirano (stemmeskuespiller for blandt andet Haruhi) kom ud i et sandt stormvejr af fanprotest, fordi hun *gisp* havde haft flere kærester (og er til modne mænd). Dette passede ikke ind i visse folks billede af hende som det ”rene popidol” og hun modtog ligefrem dødstrusler over nettet for det.
Jeg kan kun sige at de folk bør se Perfect Blue, selvom de sikkert hurtigt ville kede sig og slukke den, pga. manglen på moe moe. Ja ok, undskyld, nu skal jeg ikke stråmande for meget, kan også selv lide flere nuttede ting. Men der er forskel på nuttet og så overdrevet kunstigt moe moe, som det ser ud til at nogen elsker så meget. Er ret sikker på at det er dette sidstenævnte apsekt af kawaiisa kulturen, samt den infantilisering af karakterer dette fører til, Kon virkelig angriber i Paranoia Agent, ikke en smule uskyldig nuttedhed.

Hvis I, ærede læsere, stadig er med mig, vil jeg nu fortsætte til Kon's næste film. Jeg lover at det bliver kortere denne gang. Millenium Actress. Dette er simpelthen en smuk film. Jeg kan ikke beskrive den på andre måder. Væk er volden og seksualiteten fra Perfect Blue, ikke at disse elementer var indskudt uden formål i denne, de var snarere en tvingende nødvendig del af filmens historie og struktur. Dog betyder dette at Millenium Actress er en film, der er nemmere at se for mange. Og den fortjener at blive set af mange, for det er vitterligt endnu et mesterværk fra Satoshi Kon. Genya Tachibana filmer en dokumentar om Chiyoko Fujiwara en berømt skuespillerinde, der nu er i sine sidste år. Filmen bliver en historie om hendes liv, fra andenverdenskrigsperioden, gennem efterkrigsårene og frem til nutiden.
Meget af hendes historie bliver fortalt gennem hendes film. Altså fortæller hun Tachibana om noget og så ses det som var det en af hendes film, hvor Tachibana ofte spiller en mindre rolle, for det meste den samme. På denne måde kommer vi gennem et utal af forskellige stilarter og genrer af film. Chiyoko's mål og følelser bliver på denne måde eksternaliseret og vi får del i dem.
Vi lærer meget om hende, men overraskende nok også meget om Tachibana. Det er på mange måder en vemodig og melankolsk film og en af de absolut bedste animefilm der er lavet. Perfect Blue er mere psykologisk og umiddelbart en mere interessant film, men Millenium Actress har en dyb resonans og er en følelsesmæssig tour de force, samt et kærlighedsbrev til filmmediet som sådan. En film du ikke umiddelbart glemmer.

Den næste på listen er Tokyo Godfathers. Her må jeg indrømme at jeg ikke er den store fan, selvom jeg kan se hvad Kon forsøger. Det lykkedes også for ham og filmen er objektivt set, rigtig god. Men da jeg ikke personligt har det store forhold til den, vil jeg undlade at skrive om den. I kan selv slå den op, hvis I er interesserede. Og det bør I være, for det er Satoshi Kon. Manden har ikke lavet en dårlig film.

Så nu er jeg endelig ved enden af min liste. Paprika er hans sidste film. I Paprika takler Kon endelig det koncept, som har været så implicit vigtigt i hans tidligere film; drømme. I filmen, der er baseret på en bog af samme navn, har man opfundet en maskine der gør det muligt at gå ind i folks drømme. Desværre er ikke alle ude på at bruge denne teknologi til gode formål. Det kommer der mange komplikationer ud af. Plottet i Paprika er sværere at forklare end i de foregående film. Atsuko Chiba er nok det tættesste vi kommer på en hovedperson, da hun er Paprika. Dvs. hendes drømme alter-ego er. Et alter-ego der måske repræsenterer hvad hun gerne vil være, frem for hendes lidt kolde selv. Filmen tager endnu en gang et dyk ned i folks psyke, men denne gang ikke bare enkeltpersoners, selvom de naturligvis får deres besyv med. Nej, her bliver der også kigget på den kollektive underbevidsthed som reprsæenteres ved drømmeverdenen. Dette er nok Kon's mest surrealistiske film og derved nok også den der vil skræmme flest væk, i troen om at den bare smider ”symbolik” sammen uden mening. Men dette ville være en helt forfejlet holdning, selvom jeg klart forstår hvor den kan komme fra. Der er mening i galskaben. Når det er sagt, er budskabet mindre klart og filmen må nok siges at være den svageste af Perfect Blue, Millenium Actress og Paprika. Men en lidt svagere film end disse er stadig både hoved og skuldre foran de fleste andre animefilm. Den har også nogen af de mest vidunderligt surrealistiske og egentlig ret uhyggelige scener jeg har set, kombineret med musik der understreger disse scener perfekt. Faktisk næsten umuligt at forestille sig det ene uden det andet. Igen er filmen også på mange måder endnu en kærlighedserklæring til filmmediet, ja man må næsten havde ondt af Kon's kone, så meget den mand elskede film.

Dette bringer mig endnu engang til manden selv. Satoshi Kon skrev, inden sin død, et meget rørende afskedsbrev til verden, hvor han addreserer sin familie, sin kone, sine venner og sine fans. Det er svær og tung læsning, men også på mange måder opløftende. Det er sørgeligt ja, men samtidig er det utrolig inspirerende at se en mand, der ser døden i øjnene med så stor værdighed og så stort et mod, som Kon gør i denne artikel. Så godt nok skal han huskes for sine film og ikke sin tidlige død, men hvis han også huskes for dette ekstraordinære brev, tror jeg ikke nogen kan klage. Satoshi Kon, jeg tager hatten af for dig. Animebranchen, nej filmbranchen som sådan, har mistet et enestående og stort talent, en af de få virkelig gode animefilminstruktører. Hvis I endnu ikke har set hans værker, så gør det. De fortjener det og du fortjener det. Jeg vil nu efterlade jer med Satoshi Kon's sidste (skrevne) ord, oversat til engelsk:

”So, to everyone who stuck with me through this long document, thank you. With my heart full of gratitude for everything good in the world, I'll put down my pen.

Now excuse me, I have to go.”

Satoshi Kon



Hele Satoshi Kon's brev kan findes her http://www.makikoitoh.com/journal/satos ... last-words i oversat form. Hvis vi har nogle læsere der kan japansk, er originalen her http://konstone.s-kon.net/modules/notebook/archives/565"

[l.mathiasen]

Speed Racer


1967, racerløb var det helt store. Filmen Grand Prix med James Garner fik premiere i mange lande verden over. Den franske tegneserie om Michel Valiant fik sin egen tv-serie i hjemlandet. Shelby Teamet vandt årets Le Mans i den ikoniske Ford GT40. Naturligvis nåede den fartdyrkelse også Japan og anime.

Speed Racer er både navnet på serien og på vores hovedrolle, meget opfindsomt!
På japansk er navnet på serien Mach Go Go Go, hvilket er et lidt et ordspil da go kan betyde 5, lige som bilens navn Mach-5 eller Mach-go. Seriens hovedperson hedder Go Mifune, og GO det engelske ord som i det tilfælde betyder KØR (Go er også et strategisk brætspil men det er ikke vigtigt her).



Mindre episodisk end de anime jeg har skrevet om indtil nu og med cliffhangers, som ikke var noget man brugte i særlig grad dengang på tv, da en episode på tv som regel var en afsluttet historie i sig selv og man skulle op til 1980erne før det egentlig blev en normal ting med længere historieforløb på tv. Så den her anime er faktisk der langt forud for sin tid.

Et historieforløb foregår som regel noget i retningen af der kommer et meget vigtigt løb, årets vigtigste! Speed må naturligvis ikke deltage i løbet for sin far, da han (korrekt) ikke mener han er klar til at deltage på det niveau, men sjovt nok deltager han alligevel.
Speed's bror Rex som er forklædt så ingen ved hvem han er, altså vi ved det da fortælleren fortæller det hele tiden, er naturligvis også blandt favoritterne.
Et andet hold fyldt med nogle mafiatyper forsøger at overbevise en af brødrerne for at køre for dem men det vil de naturligvis ikke.
Mafiatypeholdet skyder omkring sig og forsøger at slå alle folk ihjel på banen.
Speed er i livsfare, Rex redder ham.
Speeds kæreste er token pige i en helikopter, sikkert bare med for at sælge dukker til pigerne.
Speed vinder løbet og alle griner på trods af mafiatyperne stadig er der og fik slået folk ihjel.
De andre kørere i løbene må egentlige være ret elendige når Speed stadig vinder på trods af alt det andet omkring ham.

Bilen er faktisk ikke er den bedste, på banen ofte, på trods af alle mulige gadgets der ville gøre James Bond misundelig, hoppe, skære forhindringer væk, køre under vand etc. Naturligvis hvis bilen var den bedste i løbene ville det jo ikke være en præstation at vinde, så det er en superbil der er lavet mindre super for plottets skyld.

Det er egentlig ikke en overraskelse at mangaen til Speed Racer var i forløberen til Shounen Jump. Da den jo handler om en idealistisk talentfuld teenagedreng der træner hårdt og kæmper imod en masse skurke på sin vej til at blive den bedste! Nu er det her jo ikke en kamp anime og den foregik omkring 20 år før Dragon Ball skabte mange troper vi i dag tænker når vi hører ordet shounen. Men forbindelsen er der.

I dag ville mange nok mene at serien var ufrivillig komisk hvor både historien og animationsstilen ville virke passé og campy, og nej jeg er ikke den store fan af Speed Racer, men jeg vil påstå at den var foran sin tid, den er bare ikke tidløs.

Nu vil jeg ikke generelt komme ind på andre medier, men Speed Racer er et eksempel på at man rent faktisk godt kan lave en amerikansk live action film der er tro mod originalen. Den var så nok desværre for tro da en 1960'er æstetik ikke var så publikumsvenlig i 2006.

Af andre ting det år kom der en serie med Abekongen ved navn Gokuu no Daibouken. Flere generationer af danske børn kender den kinesiske tegnefilm fra 1961 om Abekongen som var et af de største tegnefilmsprojekter overhovedet dengang, desværre satte Kulturrevolutionen en stopper for produktioner af den type. Den japanske version der kom det år var ikke særlig kendt uden for Japan, men siden historien jo er meget kendt i Japan er den fortolket en del gange. Den mest kendte af dem her i Europa er naturligvis Dragon Ball.

Oprindeligt postet på http://elmanime.blogspot.dk/2013/09/50- ... racer.html

[SsjGogo]

Kære alle,

Jeg har i alt ydmyghed tilladt mig, at skrive lidt om Dragon Ball (eller DragonBall for de inkarnerede). Jeg beklager, hvis dette ikke helt følger kronologien, men vi kan jo altid senere hen rykke på det.

Jeg vil indlede denne skildring med et forbehold.

I snart 20 år har jeg været kæmpe fan af (næsten) hele franchisen, hvorfor min beskrivelse af serien kan være farvet af det. Jeg vil forsøge, at være så objektiv som muligt, hvorfor jeg håber, at I vil bære over med eventuelle superlativer, som I ikke er enige i.

Med det sagt – lad os kigge på fænomenet (ja, jeg nåede ikke langt).

I 1983, efter en succesfuld periode med mangaen Dr. Slump, begyndte den, på tidspunktet, 28-årige Akira Toriyama, at pusle med nogle ideer til en mere action-orienteret manga.

Ideerne udviklede sig til ”Dragon Boy”, en kort serie, der kombinerede humoren fra Dr. Slump, men var langt mere præget af action.
Samme år påbegyndte han, men afsluttede aldrig, en science-fiction serie ved navn ”The Adventures of Tongpoo”.

Ideerne fra disse to serier ville dog snarest danne rammen om en helt ny manga, som ville påvirke Toriyamas karriere mere end nogen formodentlig havde forventet.

I slutningen af 1984 skete det så, den første udgave af Dragon Ball blev udgivet i det populære magasin Weekly Shonen Jump.

Udgivelsen præsenterede den unge Son-Goku, en naiv og spøjs dreng med en hale, der boede alene i et bjergområde, efter hans bedstefar død. Livet forekom idyllisk for den unge Son-Goku, inden en skønne dag, hvor den smarte bytøs Bulma kiggede forbi – på udkig efter en mystisk kugle, som Son-Gokus bedstefar havde efterladt ham.

Kuglen var blot 1 af 7 magiske dragekugler, som, hvis samlet, kunne fremkalde en mytisk drage, der kunne opfylde 1 ønske!

Dette blev starten til et episk eventyr, der strakte sig over 11 år, 42 noveller, herunder ikke mindre end 520 kapitler (bonus kapitlet medregnet).

Historien, som indledningsvis var inspireret af den kinesiske myte ”Rejsen mod Vest”, indeholdt humor, seksuelle undertoner og fantastiske kamp-sekvenser, samt et rigt og til tider absurd person-galleri, der hurtigt blev til et kæmpe hit blandt de japanske læsere, og står stadig som en af de bedst sælgende mangaer.

Nogen hard-core fans ville endda mene, at serien var profetisk med sin skildring af moderne teknologi – og mantraen: ”less is more”.

Mangaen blev også hurtigt til en anime-serie (1986), produceret af Toei Animation, og seriens popularitet eksploderede. Efterspørgslen havde dog også en uheldig følgevirkning, og en konsekvent brug af ”filler-serier” så dagens lys, omvendt det ikke var den første anime-serie til at bruge dem.



(trailer var ikke tilgængelig, så vi kører det her som en teaser)

Den oprindelige serie – og efter min ydmyge mening, den bedste af dem – sluttede i 1989, men blev hurtigt efterfulgt af Dragon Ball Z, en langt mere action-præget serie, der fulgte Son-Goku i hans voksne år, herunder hans to sønner (og også barnebarn). Serien blev dog også præget af monotone action-sekvenser, og meget af charmen fra de oprindelige serier forsvandt støt.

Dragon Ball Z udgjorde dog samtidigt klimakset for seriens popularitet, og videospil, dukker, kort m.m. blev solgt i ekspresfart.

Serien sluttede i 1996, efter hele 291 afsnit.

De japanske fans ventede dog ikke længe, før Dragon Ball GT så dagens lys. Serien var mest af alt en spin-off, hvis historie ikke var skrevet af Toriyama selv.

Dragon Ball GT forsøgte, at vende tilbage til de klassiske dyder fra det oprindelige Dragon Ball, men seriens popularitet var allerede begyndt at dale med Dragon Ball Z, og GT sluttede efter 64 afsnit.

Men seriens popularitet i Japan vakte dog også interessen hos de internationale aktører, og Son-Goku kunne pludselig høres på tysk, engelsk, fransk og flere andre sprog.

Dragon Ball var blevet et globalt hit, og blev også medvirkende til, at anime fik en større følgeskare i vesten.

Seriens arv er i dag tydelig. Opbygningen, persongalleriet, og det efterhånden forhadte ”level up” fænomen (som serien ikke opfandt, men blot udviklede i absurd grad) har været medvirkende til at danne rammen for, hvordan action-prægede shounen serier ser ud i dag.

I dette åndedrag kan nævnes One Piece, Naruto, Bleach og mange andre lignende serier, der alle er stærkt inspirerede af Dragon Ball og som alle i deres egen respektive henseende blev/er hit-serier.

Mange af de ovennævnte har dog aldrig formået, at fange charme fra den lille dreng med halen og hans eventyr, der stadig i dag, 30 år efter udgivelsen, finder nye læsere, seere og fans.

[l.mathiasen]

Objektivitet er alligevel overvurderet

[l.mathiasen]

Hols: Prince of the Sun


1968 var en i polariserende tid med modkultur, opbrud og attentater.
I USA blev både præsidentkandidat Bobby Kennedy og Martin Luther King skudt af attentatmænd.
I England havde den psykedeliske Beatles film Yellow Submarine. Protesterne mod krig tog til over hele verden, helt ind i Astro Boy var der kritik af Vietnam-krigen. I Danmark fik den første Olsen Banden film premiere også med en slut skjult samfundskritik.


Det kan faktisk være ret svært at finde ud hvilken titel en anime har, japanere skriver jo på japansk og selv om de bruger latinske bogstaver kan det være lidt af et gætværk hvordan det skal oversættes, men altså filmen er også kendt som Horus: Prince of the Sun, The Little Norse Prince, Little Norse Prince Valiant, The Little Norse Prince, The Adventures of Hols: Prince of the Sun. Kald den hvad du vil, jeg har ikke svaret på hvad den hedder

Toei havde jo set hvordan Tezuka ændrede alt i 1963 med billigt produceret tegnefilm, hvor man havde sparet på alt. Toei var jo vant til at lave dyre film i Disney stilen fyldt med detaljer og sange, men kunne se skriften på væggen og rekonstruerede firmaet, så der var en afdeling der lavede billige tv-serier og en der lavede film, der også mere lænede sig ind over den nye stil og brugte limited animation, pengene var jo gode der.



Under produktionen af Gulliver's Travels Beyond the Moon, var der en uoverensstemmelse mellem ledelse og animatorerne om fyringen af en kvindelig ansat der blev fyret fordi firmaet mente hun skulle blive hjemme og være husmor, de unge animatorer lavede en fagforening med folk som Hayao Miyazaki og Isao Takahata blandt de ledende medlemmer.

I 1965 blev film afdelingen delt op i 2, den ene for at lave Cyborg 009, den anden, de unge fagforeningsfolk eller problemmagerne som de blev set fra studiets side blev sat til at lave Hols, så kunne de heller ikke så let påvirke de andre medarbejdere. En spillefilm fra Toei skulle tage cirka 8 måneder at lave, og Cyborg 009 teamet nåede da også sin film som jeg har skrevet om og en igen året efter plus en serie i 1968.

Hols derimod nåede det ikke sit mål. Den blev forsinket og senere sat på pause og til sidst gjort færdig nødtørftigt færdigt med 40 minutters handling aldrig animeret og par scener bare med panoreringer.

Den kom endeligt i biograferne efter 3 år i 1968 uden megen fanfare og blev den trukket ud igen allerede efter 10 dage.

Den er den dag i dag den film fra Toei Animation der har indspillet færrest penge i biograferne. Instruktør Isao Takahata og andre ledende folk blev udpeget som syndebukke og degraderet, de havde jo længe været en torn i øjet på firmaet. Takahata fik at vide han aldrig kom til at instruere igen. Inden for få år havde de alle forladt Toei.



Hvorfor skriver jeg så meget om et flop?
Produktionen havde et meget fladere hierarki end normen, hvor animatorerne blev taget med på råd og lyttet til. Mens instruktøren også selv havde en meget mere kreativ rolle i dette projekt end tidligere.
Billedkomposition og kinematografi havde indtil den her film heller være anset som værende vigtigt i japanske tegnefilm, men folk som Hayao Miyazaki og Jiro Yoshimura ændrede det visuelle udtryk for evigt.
Filmens figurer var dybe og havde flere facetter.

Det var jo en dybest set en film for voksne i modsætning til de "barnlige manga film" der var lavet indtil da, den ramte tidsånden med modkulturen hos de venstreorienterede intellektuelle især i universitetsmiljøet.
Nu om dage er den anset som den bedste af Toei Animation filmene og bliver af nogle folk anset som værende den eneste tegnefilm der var en del af den Japanske Nye Bølge af film.

Mange af folkene der lavede filmen, deriblandt Miyazaki var glade for at få chancen i en spillefilm, da fremtiden for tegnefilm på det tidspunkt lå i tv, så de folk anså det som sidste mulighed for at lave en spillefilm nogensinde. Hvilket folk i dag måske griner af, men sandheden er at perioden fra midt i 1960'erne og op til 1980'erne bliver anset som værende en mørk tid for tegnefilm i biograferne, hvor selv Disney var tæt på at smide håndklædet i ringen.

Filmen foregår i en mytologisk jernalder i noget der svarer til Norden. Hvor den onde dæmon Grunwald forsøger at dræbe hele menneskeheden. Han tilbyder drengen Hols at blive sin hjælper, sin "lillebror". Hols nægter naturligvis og bliver næsten slået ihjel og ender ved tilfælde i en landsby.
Grunwald sender pigen Hilda som han kalder sin lillesøster ind i pigen for at skabe splid.
Jeg kan naturligvis godt afsløre det ender i en gigantisk kamp mellem godt og ondt.
Hols er jo på mange måder en klassisk helt, men i sidste ende kræver det hele samfundet i fælles kamp for at det skal kan lykkes.
Hilda er ikke end femme fatale, men lærer i landsbyen empati og kærlighed at kende og bliver påvirket af sine omgivelser, i modsætning til Tezuka's figurer der er meget fastlåst af deres skæbner lærer hun at bryde fri.



Man kan godt se at der er et par scener hvor der i stedet for bevægelse lader man kameraet panorere hen over et still billede, på grund der ikke var råd til at animere den, men det fungere alligevel. Mens resten af filmen var meget flot for sin tid

Ser man den her film og kender sin Ghibli så kan man godt hvor mange budskaber og figurtyper stammer fra. Det her er måske første store skridt mod den storhed.

1968 var året hvor den første sportsanime fik premiere, Kyojin no Hoshi eller Star of the Giants, mangaen var bestilt af et konglomerat der ejede baseball-holdet Yomiuri Giants, og forøvrigt tv-stationen serien blev vist på, de ejede også en af landets største aviser, jaja nu mistænker jeg dem ikke for at skamløst reklamere for egne produkter hele tiden, men jeg ville gøre det!
Der kom også en film om HC Andersen, The World of Hans Christian Andersen eller Andersen Monogatari.

Oprindeligt postet på http://elmanime.blogspot.dk/2013/09/hol ... -1968.html

[l.mathiasen]

Den Bestøvlede Kat

Da det er et eventyr hvor der allerede er et dansk navn er det hermed titlen, ellers hed den Puss 'n Boots på engelsk eller den længere The Wonderful World of Puss 'n Boots, Nagagutsu o Haita Neko på japansk og siden jeg ved den her anime kom på svensk så Mästerkatten i Stövlar

Ja det er historien om møllerens yngste søn og katten. Et fransk eventyr fra 1697 af Charles Perrault men vi kender nok mest brødrene Grimm's version her i landet.

Når man i dag ser Toei Animation logoet er det en kat med en hat på, og filmen fik adskillige fortsættelser, så den har betydet meget for studiet.

Kimio Yabuki instruerede, hans senere værker er ikke særligt kendte her i vesten.
Hayao Miyazaki var key animator i en af sine sidste projekter for studiet (inden han kom over på Mushi for at lave en Mumi serie de havde overtaget fra TMS fordi de lavede den for voldelig, han lavede så beslutningen om at putte kampvogne ind i serien så tjaa). Han lavede også en manga som reklame til filmen.
Af andre senere store animatorer var der Yasuo Otsuka, som før sin animatorkarriere arbejdede som noget der nok vil svare til narkobetjent, han var en slags mentor for Miyazaki og Isao Takahata. Ægteparret
Reiko Okuyama og Yoichi Kotabe var også blandt animatorerne, Kotabe er nok i dag mest kendt for at designe ting for Nintendo, med en lang række kendte titler bag sig.


Filmen tager sig en del friheder i forhold til originale historie, men nok ikke så mange som en amerikansk version med Antonio Banderas som katten der leger pseudo Zorro.
Filmen starter med at katten Pero (efter Charles Perrault) bliver dømt til døden af en ond kattekonge og hans håndlangere, fordi han befriede musene, han vælger naturligvis at flygte og ender naturligvis hos den unge Pierre. Egentlig gider jeg ikke komme med et synops. Det er Den Bestøvlede Kat møder Den Røde Pimpernel med en meget eventyrlysten syngende kat.



Personligt mener jeg ikke den her film er tidsløs, den har haft sin besøgstid som klassiker. Men jeg mener naturligvis også der kun har været et studie der rigtigt har kunne lavet tidsløse animerede musicals og den er ikke japansk.
Men jeg tror egentlig godt børn nu om dage ville kunne lide filmen, for den er ikke dum og taler ikke ned til børn som dårlige børnefilm gør. Det er heller ikke fordi den er grim tegnet heller, den er vel næsten på niveau med de franske Asterix film der kom i samme periode. Tempoet er vel også nogenlunde ok, hvilket faktisk kan være et stort problem med ting der bare er 15 år gamle.
Men det klikker bare ikke for mig. For rigtigt at skal kunne værdsætte den her skal man nok have oplevet den som barn, og jeg har intet nostalgisk forhold til den. Det er her ikke filmen man skal se for at opleve tidlig Miyazaki animation, for jeg synes ikke rigtigt det skinner igennem her.

Den anime jeg burde havde skrevet om er Sazae-san, den har kørt lige siden 1969 på japansk tv, fratrækker man sæbe-operaer er det den fictions-serie med flest afsnit i verden med omkring 7000 afsnit lige nu, Simpsons er en årsunge fra 1989 med 530 afsnit til sammenligning.
Den har seertal på 15-20% af alle aktive seere hver uge, og den er dybest set en serie om en ganske typisk japansk familie. Den kan måske sammenlignes med den amerikanske stribe med Blondie og Busser og så alligevel ikke helt.
Nu er det bare det at den ikke tiltaler vestlige animefans, den ligger fra langt væk fra hvad de kender som anime og dermed umulig at fremskaffe med undertekster til, og jeg kan jo ikke skrive om ting jeg ikke kan se.

Oprindeligt postet på http://elmanime.blogspot.dk/2013/09/den ... -1969.html

[l.mathiasen]

Shingeki no Kyojin eller Attack on Titan

Da jeg allerede nu kan sige uden at have set de mange efterårsserier at denne bliver den mest indflydelsesrige nye tv-anime i år 2013 kan jeg lige så godt skrive den med det samme i 50 år med anime og slå 2 fluer med et smæk (eller æde 2 mennesker i en mundfuld eller hvad nu de kæmpers version af det ordsprog er), så det er lidt sæsonsnak også.

Det her er den største nye tv-anime i år og det bliver et kæmpe franchise de næste par år. Derfor er jeg lidt ked af at animeen egentlig er ret sparsomt animeret på sine steder, panoreringer og talking heads er ikke ok i 2013. Ansigterne ligner sine steder også lidt for meget leg med Adobe Illustrators stregværktøj.
Nu ved jeg ikke hvem der sidder inde hos Wit Studio og reelt styrer tingene, men jeg ved de er et underselskab til Production I.G så der burde have været nogle der sagde stop, det her går ikke, i kan ikke styre kontakten med 30 underleverandører, lad mor her tage over. Meget af det er nok også at forlaget bag mangaen, Kodansha har valgt at holde budgettet lavt i starten, da serien er et stort sats, kommende sæsoner skal nok begynde med bedre animation.
Meget af det bliver så rettet i bluray udgaven og illusionen fungerer så jeg vil ikke køre mere i det og springe over i mere spændende ting om denne serie.
Det er naturligvis svært at skrive om serie hvor historien ikke er afsluttet, men en sæson på 25 episoder burde være nok til at jeg kan danne mig et indtryk.



Serien foregår i en middelalderverden, hvor hele den kendte menneskehed bor bag store mure for at beskytte sig mod nogle altødelæggende kæmper (som ikke bør oversættes til titaner, den engelske titel er lavet af en mand der egentlig ikke kunne engelsk, jeg havde nok kaldt den Angribende Jætter eller noget i den retning). Naturligvis når man har sådan en setting er kæmperne jo nødt til at angribe, for ellers var det jo bare en anime om europæisk feudalisme hvilket mærkeligt nok ikke tiltrækker japanske animefans.
Vi følger de 3 børn Eren, Mikasa og Armin, som bor ved den yderste mur og de flygter naturligvis længere ind bag murene da kæmperne angriber.
De vælger så at blive soldater og da de er ved at være fuldt trænede nogle år senere angriber kæmperne endnu en gang.
Serien viser så de 3 figurer sammen med en masse andre i kamp mod kæmperne, mens vi lærer mere og mere om kæmpernes baggrund.

Det er personerne der holder serien oppe synes jeg. Forstår dog ikke mange pigers fascination af Levi, som jeg tror topper psykopat skalaen.
Eren, Mikasa og Armin udvikler sig meget mentalt over serien (og i Eren's tilfælde også fysisk ). Der er faktisk så mange spændende personer man ser kortvarigt eller længere at man har sådan en lyst til at lære meget mere om verdenen.
Egentlig synes jeg Mikasa er den mest interessante person, hun er den eneste kendte asiat tilbage i verdenen, men er ikke sådan en lille nips som man ser hele tiden i anime, hun er en de højeste figurer og den tungeste da hun er ret muskuløs, i moderne anime er der sjældent plads til stærke selvstændige kvinder, da de typiske otaku købere ikke vil have den slags ting. Moefans har så til gengæld Armin

Serien tager sig tid til at fortælle sin historie, nogle gange lidt for meget tid uden dog helt at falde i de samme fælder som mange andre shounen serier gør med uendelig kampe.Nu bliver den jo også vist kl 2. om natten og skal sælge blurays så man kan jo ikke så godt lave flere 100 episoder hvor der ikke sker noget.
Som enkeltstående værk ville der være for mange ubesvarede spørgsmål, men som en del af en større franchise der ikke er afsluttet endnu er det en ret god første del, der måske ikke helt kan fylde 26 episoder ud, men den ville være alt forhastet som en 13 episoders serie.



Med sin ret grusomme handling, store persongalleri og sine politiske rænkespil er der ret få serier den helt kan sammenlignes med både i anime og vestligt fiktion, jeg kan dog nævne et par eksempler, Legend of Galactic Heroes, som om muligt er endnu mere informationsporno, og HBO serien Games of Thrones. Ellers har den også fællestræk med serier som Berserk, Claymore og en lille smule Fullmetal Alchemist.

Noget der lidt mangler i en serie der foregår i noget der minder om europæisk middelalder er religion, som egentlig var meget betydningsfuld for samfundet dengang, om ikke andet så som magt og videnscenter, hvor den katolske og den ortodokse kirke havde store indflydelse. Nu ved jeg godt at det moderne Japan er et af de mest sekulære samfund hvor shintoismen egentlig ikke har behov for folks deltagelse, men alligevel. Vi ser dog en cargokult lidt senere i historien der dyrker murene som guder, men den er ikke vigtig for plottet, og deres dyrkelse af murene hjælper dem egentlig ikke. De virker også mere interesseret i få sikkerhed nu og her og ikke så meget i efterlivet.

I middelalderens Europa skete der også en stor næsten altødelæggende begivenhed der var mere skræmmende end plottet i denne serie. Den Sorte Død, der dræbte 30-60% af kontinentets befolkning. For en historienørd er det lidt sjovt at se forskelle og ligheder på hvordan reaktionerne er.



Jeg har set en del tolkninger på nettet over den her serie. Alt fra at den støtter premierminister Abe's stigende militarisering og oprustning som nogle i Sydkorea mener.
I Hong Kong ser man det som en symbolik på Kina. Andre igen ser det som et symbol på modløsheden i forbindelse med den økonomiske situation i Japan de sidste 20 års tid. Jeg tror mere bare at den er let at tolke som man selv ønsker.

Der er endnu ikke annonceret en sæson 2, men dog en en ova special med bind 12 af mangaen til december. Men en sæson 2 kan vel kun være et spørgsmål om tid. Der er også annonceret en live action spillefilm.

Der vil naturligvis også komme mere om 2013 senere, det bliver nok Hayao Miyazaki's svanesang, den kontroversielle The Wind Rises. Men den skal jo lige komme på bluray først. Men der kommer nok mere om premierminister Abe og stigende militarisering der.

Hvis jeg når det bliver næste uges titel Sailor Moon på grund af den kommende serie. Og så skal jeg nok vende tilbage til 1970 efter det.

Oprindeligt postet på http://elmanime.blogspot.dk/2013/10/shi ... an-50.html

[l.mathiasen]

Sailor Moon


Fighting evil by moonlight
Winning love by daylight
Never running from a real fight
She is the one named Sailor Moon
Ah jeg tror vist bare jeg ser den på japansk hvis det skal være på den måde!

I anledningen af at der kommer en ny Bishoujo Senshi Sailor Moon anime snart så tænkte jeg at jeg hellere måtte fremrykke at se den originale serie, så folk kan læse om den inden.



Serien handler om den unge teenagepige Usagi Tsukino (kan vel oversættes til kaninen på månen med lidt god vilje), i den engelske version hedder hun ikke kanin men i stedet Serena, efter Mare Serenitatis eller Klarhedens Hav på månen, navnet ligger også tæt på den græske månegudine Selene. Hun er beskrevet som temmelig normal, lidt af et klynkehoved, elsker søde sager, er klodset, lidt naiv, elendig til matematik, en rollemodel for alle unge piger!
Hun møder den talende kat Luna med en halvmåne markering over øjnene, som lader hende blive til superheltinden Sailor Moon (jeg håber lidt i forstår der er et måne tema i det her ). I løbet af serien kommer der så flere og flere superheltinder med navne fra solsystemet.

Før Sailor Moon rendte magiske piger eller mahou shoujo ikke rundt og bekæmpede skurke (Cutie Honey blev først betragtet som magisk pige bagefter). De var mere søde hjælpsomme hekse som for eksempel Kiki, men skaberen af Sailor Moon mangaen Naoko Takeuchi var fan af Super Sentai så hun lavede det som en gruppe med pigesoldater og deres uniform var afkortede stramtsiddende versioner af almindelige skolepige uniformer, seifuku/sailor fuku som jo er inspireret af gamle britiske flådeuniformer. Gruppen af kamp-pigerne bliver da også kaldt sailor senshi hvor senshi vel kan oversættes soldat, har også set det oversat spejder, men det var nok for at gøre det mindre militaristisk i den amerikanske udgave.



I hvert fald i starten følger serien monster of the week formatet.
De første 5 episoder er egentlig mest en optakt hvor man følger hverdagslivet for Usagi.
Men ellers følger serien sådan nogenlunde følgende formel.
Lige pludselig er der en ny ting i byen der gør folk glade, det kan være et motionscenter hvor man taber flere kilo om dagen!
Det viser sig naturligvis at være skurkene fra The Dark Kingdom der trækker livskraft ud af folk.
Usagi møder en uhøflig fyr der til forveksling godt kunne ligne Tuxedo Mask
Usagi og Luna undersøger sagen. Hun forvandler sig til Sailor Moon og konfrontere skurkene. Det går som regel galt og hun skal selv reddes af Tuxedo Mask, en forklædt ung mand hun er lidt vild selv om hun ikke ved hvem han er. Skurkene taber og alt bliver normalt igen.
Senere begynder hun også at kan klare sig alene uden Tuxedo Mask og med hjælp fra de andre senshi som begynder at komme efter ca 8-10 episoder.
Efter første cour begynder The Dark Kingdom at gå efter enkeltpersoner, de mest passionerede folk, de mest talentfulde, da de har meget energi.
Der er så 5 serier i alt, jeg har her primært set den første serie på 46 afsnit, og der sker betydelige ændringer i de andre serier.

Serien er faktisk rimelig grusom i forhold til at det er en shoujo fra den periode. Man havde den ide på japansk tv at piger ikke kunne klare alt det vold og ødelæggelse drenge kunne, selv om de jo i praksis så det samme som drengene, men det betød så også at man skar ned på volden i forhold til mangaen.



Nogle folk kalder Sailor Moon for et feministisk værk, hvilket den sikkert også er efter japanske forhold, men hun skal hele tiden reddes af Tuxedo Mask og hun falder i den vante kvinderolle i Japan hele tiden hvor det er forventet at man er hjemmegående husmor efter man har fået børn. Senshi dragterne er også højt seksualiseret og Tuxedo Mask er for gammel til at være sammen med 14 årige piger!
Sammenligner man hende med et andet 1990'er ikon, Buffy (altså tv-seriens Buffy, ikke den forfærdelige film), som jo også er en teenagepige der bekæmper monstre, for hun jo lov til være ung kvinde og stadig være stærk på samme tid.

Til gengæld var den rimelig fremskreden med at acceptere homoseksualitet, noget der stadig ikke er velkommen blandt mange japanere. Først med en en leder fra Dark Kingdom, Zoisite, som faktisk er meget ond, men forholdet viser ham som mere empatisk end først antaget.
I en af de senere serier er der et forhold mellem 2 senshi Neptun og Uranus.
Begge forhold blev dog gjort heteroseksuelle i den amerikanske udgave


Når amerikanere skal gengive anime som en homage til et publikum der egentlig ikke kender anime, så bruger de altid mimik og påklædning fra 2 serier så de er sikker på at folk opfatter det er anime. Den ene er naturligvis Dragon Ball, den anden er Sailor Moon, hvilket vidner om hvilket varigt kulturelt indtryk denne serie har givet folk.

I forhold den andre shoujo serier fra perioden er den meget god, men tidens tand har ikke været god ved denne serie. De fleste jeg ser der roser denne serie er folk der så den på tysk eller svensk da de var børn og mindes den af nostalgiske årsager, hvis de så den igen nu ville den nok ikke være meget interessant, men på den anden side gælder det vel det meste børnetv, men historien bag fejler ikke noget som sådan så en genfortolkning af Sailor Moon vil kunne fungere godt.
Personligt sidder jeg og venter på at når den serie kommer vil der være en tumpe på et eller andet forum der ikke kender sin mahou shoujo og siger at den nye Sailor Moon er en Puella Magi Madoka Magica klon



En liten tjej med jättelånga flätor
sådär en fjorton år och rätt söt
Men om hon ramlar på sin lilla rumpa
du kan va' säker på att hon tjöt.

Men så en dag hon möter mystiken
och universums iskalla natt
Hon blir en kämpe, ja en hjältinna
och får till vän en underbar katt

Ett öde som hon inte riktigt kan förstå
och inte vet hon hur det ska gå

En liten tjej med jättelånga flätor
sådär en fjorton år och rätt söt
som nu får slåss mot ondskans lakejer
hur ska det gå? hur ska det gå?
Det är blott stjärnorna som vet
Hur det ska gå, hur det ska gå.

Oprindeligt postet på http://elmanime.blogspot.dk/2013/10/sai ... -1992.html
Jeg er nu også på Twitter https://twitter.com/elmAnime