WHEN: 8 march 2013 (19:00 = Cutie Honey, 21:00 = Kamikaze Girls)
WHERE: Husets Biograf, Magstræde 14
PRICE: 50kr. per film or 70kr. for both (Cash only!)
Reservations can be made via jack.stevenson@mail.dk or 20297013 as a second option.
CUTIE HONEY: LIVE ACTION (2004)
Der har været en hel del homages i nullerne - Tarantino kastede sig over 70'ernes grindhouse, Ti Vest genskabte 80'er horror og der er endda blevet produceret retro-pornofilm. I samme ånd er filmen CUTIE HONEY er en hyldest til 70'ernes animeserie af samme navn. Resultatet er et kompromisløst sukkershock af kulørt kitch:
Den originale series psychedeliske farver og naive eskapisme bliver mixet med en nutidig verden. Det virker faktisk. Resultatet er et harmonisk mix af nyt og gammelt.
Film som BATMAN, SPIDERMAN og THE SPIRIT fremstår noget narcistiske i deres skildring af helten - vi skal trækkes med en gumpetung beskrivelse af hvordan hovedpersonen fik sine superkræfter og glo på flashbacks fra vedkommendes åh-så-vigtige fortid. I modsætning til dette navlepilleri springer CUTIE HONEY direkte ind i handlingen uden nogen dikkedarer. Fortællingen om hvordan hun døde og blev genfødt som androide med superkræfter bliver først nævnt midtvejs i filmen i en poetisk, nedtonet scene.
Der kan godt være noget lidt grotesk over hovedpersonens gennemførte infantile fremfærd, men jeg syntes skildringen af androiden Cutie Honey er troværdig. At hun tér sig som en 5-årig med kronisk sukkershock passer godt til en maskine der lige er kommet til verden. Hendes ensomhed passer også godt til hendes forhistorie.
I titelrollen ser vi fotomodellen Eriko Sato, der overspiller sin rolle med eksplosiv energi. I lighed med forlægget er der adskillige scener hvor man ser heltinden 'næsten afklædt'. Bortset fra disse scener med selvbevidst exploitation-kitch, er sex nærmest ikke-eksisterende i filmens univers. Dette medfører noget af samme eventyrlige eskapisme som man finder i Tintin.
Cutie Honey er oppe imod den magtfulde forbryderorganisation Panther Claw. Skurkende er ekstremt kulørte. Den første af Honeys modstandere har ikke alene metal-brystvorter på sin dragt - de er oven i købet piercede!
Den ekstremt ambitiøse kvindelige politiinspektør Natsuko er i hælene på Cutie Honey. Den drengede journalist Seiji hjælper Cutie, men har en skjult agenda. Der udvikler sig en form for venskab, og de tre ender med at drikke heftigt, hvilket udarter sig til karaoke.
Filmen er instrueret af Hideaki Anno. Hans baggrund i anime-branchen fornægter sig ikke: skuespillet bærer præg af tegnefilmens pose-to-pose animation, hvilket gør filmen endnu mere tro mod forlægget. Instruktøren lader filmen udmunde i en kitchet og pompøs morale om kærlighedens sejr. Dette er blevet heftigt kritiseret af folk som havde forventet den der afslutningskamp mod overskurken som vi er vant til fra Hollowood. Her må man som publikum være beredt på at blive strøget mod hårerne. Det kan ikke være popcorn det hele, ikke når instruktøren hedder Hideaki Anno.
Lad os se på de dersens kønsroller: Gold Claw, en kvindelig superskurk, er brovtende maskulin. Black Claw er androgyn. Hovedskurken Sister Jill bliver spillet af en mand. Den kvindelige politiinspektør er gennemført sej. Filmens mandlige hovedperson, journalisten Seiji, er blottet for enhver form for macho. Cutie Honey forklæder sig ved flere lejligheder som mand. Okay, fremstilligen af Cutie Honey er åbenlys exploitation: Ikke alene har hendes dragt en hjerteformet kavalergang, der er også en pil der peger ned på hendes kusse. Men den larmende exploitation gør at resten af filmens univers kan godtages uden at virke påtaget prækende.
CUTIE HONEY er den ultimative oplevelse hvis man vil se den ultimative realfilm inspireret af anime-genren. Skuespillet, historien, scenografien, dragterne og CGI'en, den håndtegnede animation ... det hele holder.
KAMIKAZE GIRLS (2004)
Lige som Bornedals CHARLOT & CHARLOTTE er der her tale om en buddy-movie hvor to diamentralt modsatte personligheder bliver bragt sammen: Momoki, en fanatisk tilbeder af Lolita-tøjstilen og Ichiko fra den kvindelige motorcykelbande The Ponytails:
Filmens eksplosive leg med mediet og overdådige farvepalette minder mig om NATURAL BORN KILLERS - dog med tøjmode i stedet for vold.
I TV-serien DEXTER var fortællerstemmen nødvendig for at vi som seer kunne indentificere os med den aparte hovedperson, seriemorderen Dexter Morgan. I filmen KAMIKAZE GIRLS benyttes fortællerstemmen til at få os ind under huden på en endnu mere ekstrem personlighed: Momoki, en pige hvis liv er viet til Lolita-tøjstilen og alt hvad der er sukkersødt og pastelfarvet. Normalt afskyr jeg voice-overs, men i denne film virker det faktisk - Momoki's fortællerstemme giver fortællingen en intim, dagbogsagtig tone.
Instruktøren er Tetsuya Nakashima, der blandt andet har lavet PACO AND THE MAGICAL BOOK og MEMORIES OF MATSUKO, der har samme ekstremt farvemættede billeder. (Sidstnævnte er en virkelig fantastisk kvindeskildring, måske viser vi den næste år)
KAMIKAZE GIRLS er baseret på en roman af Novala Takemoto. Da forfatteren har designet tøj for BABY, THE STARS SHINE BRIGHT er dette varemærke heftigt glorificeret i romanen. Efter at forfatteren blev dømt for besiddelse af cannabis har de dog gjort alt for at distancere sig fra ham.
Et par screenshots til:
