Jeg har brug for lidt hjælp. Jeg har brug for en stemme. Jeg har brug for at kunne se lyset fremad.
Hvad jeg gerne vil frem til, er at jeg efter 5 år at ha' boet i Vordingborg, skal jeg akut og voldsomt flytte midlertidigt tilbage til mine forældre i København, for derefter at finde mit eget sted igen, gerne i samme område.
En smule background for hvordan den pludselig flytning skete, til dem der er interesserede, da det er en længere historie:
Jeg har boet i udkanten af Vordingborg i 5 år, tog min uddannelse og blev boende i mit ungdomsbolig-kvarter siden jeg sluttede min uddannelse (man kan fortsat bo derude for 500,- ekstra om måneden så man ikke behøver blive kylet ud) mens jeg ventede på at kunne finde et job i København, komme på ventelisten over boliger i mit barndomskvarter, hvor min familie bor, og kunne finde mit eget sted og starte det liv jeg gerne vil leve derinde. Er opvokset i København og er derfor der jeg vil hen.
Det er nytårsaften. Klokken havde slået tolv og alt fyrværkeriet går igang. Det er forståeligt fra min side at jeg har et par højlydte, fordrukne, pumpede festaber som underboere, men de har aldrig rigtig generet mig personligt, andet end med højt musik.
Omkring efter kl. 01:00 sker der noget der får hjertet til at fare op i struben på mig - mine underboer har i deres fordrukne, hjernedøde løjer samlet alle brugte batterier, papir og brugt fyrværkeri i en kæmpe bunke udenfor deres dør og sat ild til det. Jeg var vidne til et 1 meter højt bål af brugt fyrværkeri.
Som et fornuftigt menneske bad jeg dem hente spande med vand og slukke det, da jeg ikke selv havde nogen. En af drengene kom slingrende ud med øl i hånden, sagde "den ordner jeg!" og gav sig til at sparke til bålet, hvilket spredte ilden.
Som et endnu mere fornuftigt menneske løb jeg indenfor og ringede til brandvæsnet, som heldigvis var hurtigt ude på pletten. De fik slukket ilden, men uheldigvis kom en af mændene op til min dør og bekræftede om det var mig der havde ringet.
Det skulle han ikke have gjort.
5 min efter den sidste bil havde kørt hørte jeg den første flaske ramme min dør. 5 min efter dét hørte jeg mindre fyrværkeri ramme min dør. Og 10 min efter dét ... kom de op af metaltrappen (jeg bor på 1. sal med min nabo) og jeg hørte dem lave et postyr foran døren. Altimens stod jeg foran døren med et metal-skohorn i hænderne og frygtede at de ville bryde ind eller noget.
Lidt tid senere kom min nabo hjem heldigvis og jeg fandt ud af fra dem hvad der var sket - det postyr jeg hørte før havde været drengene der kom op og gennemsmadrede min nabos cykel der havde stået på trappen, fordi de havde troet det var min. Det var dråben der fik mit blod til at fryse til is.
Hvis mine underboer bliver bitre over at jeg ringer til brandvæsnet over en ildebrand de påsatte, så tør jeg ikke være her længere end nødvendigt.
Beslutningen blev taget en time senere og siden den aften har jeg siddet i mit hjem og pakket til en akut flytning. Bogstaveligste vis, jeg har ikke forladt min dør, og kun åbnet op for naboer og venner og pizzabude. Så bange er jeg.
På søndag, den 12., kommer mine forældre i deres varevogn og henter mig og min kat og tager mig til mit barndomshjem. Jeg burde egentlig være lykkelig for denne forandring.
- Jeg kommer tættere på min familie.
- Flytter tættere på kæresten, så ikke flere "hver-anden-uge" besøg og kostelige rejser.
- Flere job muligheder da jeg nu bor derude hvor jeg vil arbejde.
- Jeg kan se mit gamle kirkekor og synge igen hvis de vil ha mig tilbage.
- Jeg er endelig hjemme igen.
Men alligevel så føler jeg tomhed ved denne pludselige flytning. Jeg flyttede her i 2008, som nyligt fløjet fra reden og blev for første gang moden af sind og ikke den forkælede prinsesse jeg var derhjemme. Jeg mødte mine første "voksne" venner, som jeg stadig ser, min kærlighed for spil og anime/manga blomstrede først her. Jeg mødte min elskede kæreste i denne lejlighed. Jeg lærte at skelne mellem folk der holder af mig og dem der vil udnytte mig. Jeg tog min uddannelse her. Jeg kendte til Animangas existens her.
Jeg efterlader nogle af de bedste venner jeg har kendt bag mig.
En af dem som virkelig har brug for min nærhed og som jeg hjalp en betydelig del ved at bo i byen og kunne være til rådighed og hjælp når hun havde behov, da hun er lidt angst for fremmede og urolig ved at gå alene i byen.
Jeg gjorde mange, MANGE, mennesker triste ved at annoncere folk at jeg flytter 1½ uge før jeg er væk.
Selvom jeg ved jeg nok skal se dem igen så er der en bittersød følelse i brystet som jeg ikke kan komme af med.
Men for at kunne komme til sagen med den her pokkers lange, kedelige smøre: Hvad gør man for at komme videre? Hvordan overkommer jeg sorgen ved at efterlade et sted der har formet mig til det jeg føler jeg er idag?
Selvom jeg er mere end glad for at lægge de mennesker der er skyld i min flytning bag mig (beskrevet i spoiler taggen), og kunne endelig vende tilbage til det sted jeg hører til, så er jeg stadig trist.
Please, hvis I har tiden, kunne I komme med nogle råd? Måske nogle lignende erfaringer?
Jeg sidder blandt pakkede kasser og har brug for nogle stemmer i mørket til at guide mig.