Hvordan lægger man 5 år bag sig?

[Crystal Dragon]

Jeg har brug for lidt hjælp. Jeg har brug for en stemme. Jeg har brug for at kunne se lyset fremad.
Hvad jeg gerne vil frem til, er at jeg efter 5 år at ha' boet i Vordingborg, skal jeg akut og voldsomt flytte midlertidigt tilbage til mine forældre i København, for derefter at finde mit eget sted igen, gerne i samme område.

En smule background for hvordan den pludselig flytning skete, til dem der er interesserede, da det er en længere historie:

Spoiler: vis

Jeg har boet i udkanten af Vordingborg i 5 år, tog min uddannelse og blev boende i mit ungdomsbolig-kvarter siden jeg sluttede min uddannelse (man kan fortsat bo derude for 500,- ekstra om måneden så man ikke behøver blive kylet ud) mens jeg ventede på at kunne finde et job i København, komme på ventelisten over boliger i mit barndomskvarter, hvor min familie bor, og kunne finde mit eget sted og starte det liv jeg gerne vil leve derinde. Er opvokset i København og er derfor der jeg vil hen.
Det er nytårsaften. Klokken havde slået tolv og alt fyrværkeriet går igang. Det er forståeligt fra min side at jeg har et par højlydte, fordrukne, pumpede festaber som underboere, men de har aldrig rigtig generet mig personligt, andet end med højt musik.
Omkring efter kl. 01:00 sker der noget der får hjertet til at fare op i struben på mig - mine underboer har i deres fordrukne, hjernedøde løjer samlet alle brugte batterier, papir og brugt fyrværkeri i en kæmpe bunke udenfor deres dør og sat ild til det. Jeg var vidne til et 1 meter højt bål af brugt fyrværkeri.
Som et fornuftigt menneske bad jeg dem hente spande med vand og slukke det, da jeg ikke selv havde nogen. En af drengene kom slingrende ud med øl i hånden, sagde "den ordner jeg!" og gav sig til at sparke til bålet, hvilket spredte ilden.
Som et endnu mere fornuftigt menneske løb jeg indenfor og ringede til brandvæsnet, som heldigvis var hurtigt ude på pletten. De fik slukket ilden, men uheldigvis kom en af mændene op til min dør og bekræftede om det var mig der havde ringet.
Det skulle han ikke have gjort.
5 min efter den sidste bil havde kørt hørte jeg den første flaske ramme min dør. 5 min efter dét hørte jeg mindre fyrværkeri ramme min dør. Og 10 min efter dét ... kom de op af metaltrappen (jeg bor på 1. sal med min nabo) og jeg hørte dem lave et postyr foran døren. Altimens stod jeg foran døren med et metal-skohorn i hænderne og frygtede at de ville bryde ind eller noget.
Lidt tid senere kom min nabo hjem heldigvis og jeg fandt ud af fra dem hvad der var sket - det postyr jeg hørte før havde været drengene der kom op og gennemsmadrede min nabos cykel der havde stået på trappen, fordi de havde troet det var min. Det var dråben der fik mit blod til at fryse til is.
Hvis mine underboer bliver bitre over at jeg ringer til brandvæsnet over en ildebrand de påsatte, så tør jeg ikke være her længere end nødvendigt.
Beslutningen blev taget en time senere og siden den aften har jeg siddet i mit hjem og pakket til en akut flytning. Bogstaveligste vis, jeg har ikke forladt min dør, og kun åbnet op for naboer og venner og pizzabude. Så bange er jeg.

På søndag, den 12., kommer mine forældre i deres varevogn og henter mig og min kat og tager mig til mit barndomshjem. Jeg burde egentlig være lykkelig for denne forandring.
- Jeg kommer tættere på min familie.
- Flytter tættere på kæresten, så ikke flere "hver-anden-uge" besøg og kostelige rejser.
- Flere job muligheder da jeg nu bor derude hvor jeg vil arbejde.
- Jeg kan se mit gamle kirkekor og synge igen hvis de vil ha mig tilbage.
- Jeg er endelig hjemme igen.
Men alligevel så føler jeg tomhed ved denne pludselige flytning. Jeg flyttede her i 2008, som nyligt fløjet fra reden og blev for første gang moden af sind og ikke den forkælede prinsesse jeg var derhjemme. Jeg mødte mine første "voksne" venner, som jeg stadig ser, min kærlighed for spil og anime/manga blomstrede først her. Jeg mødte min elskede kæreste i denne lejlighed. Jeg lærte at skelne mellem folk der holder af mig og dem der vil udnytte mig. Jeg tog min uddannelse her. Jeg kendte til Animangas existens her.

Jeg efterlader nogle af de bedste venner jeg har kendt bag mig.
En af dem som virkelig har brug for min nærhed og som jeg hjalp en betydelig del ved at bo i byen og kunne være til rådighed og hjælp når hun havde behov, da hun er lidt angst for fremmede og urolig ved at gå alene i byen.
Jeg gjorde mange, MANGE, mennesker triste ved at annoncere folk at jeg flytter 1½ uge før jeg er væk.
Selvom jeg ved jeg nok skal se dem igen så er der en bittersød følelse i brystet som jeg ikke kan komme af med.

Men for at kunne komme til sagen med den her pokkers lange, kedelige smøre: Hvad gør man for at komme videre? Hvordan overkommer jeg sorgen ved at efterlade et sted der har formet mig til det jeg føler jeg er idag?
Selvom jeg er mere end glad for at lægge de mennesker der er skyld i min flytning bag mig (beskrevet i spoiler taggen), og kunne endelig vende tilbage til det sted jeg hører til, så er jeg stadig trist.
Please, hvis I har tiden, kunne I komme med nogle råd? Måske nogle lignende erfaringer?
Jeg sidder blandt pakkede kasser og har brug for nogle stemmer i mørket til at guide mig.

[Gintoki]

Trist oplevelse du har været ude for med dine underboer De lyder da godt nok som nogle idioter...

Eneste jeg kan sige omkring det at lægge de 5 år bag dig er at have tåldmodighed, det sker helt af sig selv men nok ikke fra den ene dag til den anden

[Tanerion]

Jeg har måttet flytte et par gange i mit liv og har måttet sige permanent farvel til barndomshjem da jeg kom godt op i 20'erne og det er noget man lærer at leve med.
Du kommer nok til at huske tilbage til dette et par gange og blive lidt sur over at det skulle gå sådan men du skal nok komme over det.

Jeg boede hos min bedstefar i et par år som havde nogle naboer der blev ret voldsomme ved nytårstid og jeg fangede engang deres sønner og en af deres venner i at forsøge at sprænge min bedstefars postkasse i luften... de var nok meget glade for at sneen var en halv meter dyb for enden af de trapper jeg smed dem ned ad

[SsjGogo]

Jeg har siden august 2011 kæmpet mod mine naboer - larm, uhygienske forhold m.m.

Dette har resulteret i 1 indbrud i 2011 (som jeg ikke ved, om de står bag) og efterfølgende, at min bil blev ridset.

Derfor flytter jeg også. Det er en skam, at vi lever i et land, hvor et ønske om fred, bliver betalt med hærværk - og i dit tilfælde - indirekte trusler.

Husk - at alle komunner i Hovedstaden har akutte lister - tag og ring til gængse komunner og hør ad, hvordan du nemmest kommer på sådan en liste.

Desværre føler jeg ikke, at hovedstaden er meget bedre, hvad angår bøvl, end Vordingborg.

[Manna]

Nu har jeg aldrig prøvet det med at flytte væk fra forældrene, men har flyttet flere gange som barn. Jeg tror det er vigtigt at du fortæller dine venner at du stadig gerne vil kunne være der for dem, det kan bare ikke være lige så ofte som før, i hvert fald ikke fysisk. Og med dine trusler kan jeg godt forstå at du ikke tør blive boende.
Nu ved jeg ikke hvordan din veninde vil have det med at skulle rejse hen for at besøge dig i hovedstaden, men ellers kan hun jo komme og besæge dig også? Og skulle heldes være med dig og du finder et godt job, så kan der måske også være flere penge til at besøge dine venner.
Jeg flyttede til udlandet i et par år, og så retur, og jo det er da trist at skulle sige farvel til ens venner og bekendte. Men jeg kan huske tilbage på alle de sjove og gode ting der er sket dengang, og på hvad vi har lavet sammen. Hvis jeg havde været ældre havde jeg måske holdt kontakten bedre, og så alligevel ikke. Jeg har fået gode venner på alle de uddannelser jeg har været på, og de har været med til at gøre hverdagen sjovere, men det er aldrig rigtig blevet til mere end det. Her har du måske muligheden for at mødes med nogle af dem til cons eller walks?

Det er altid ærgeligt at skulle sige farvel, men man skal også passe på ikke at lade sig binde for meget. Personligt vil jeg gerne i praktik i udlandet, men ved stadig ikke ikke helt hvordan jeg skal kunne overskue at "efterlade" min kæreste og venner i 5 måneder.. Prøv at tænk på nogle af alle de mange ting I har lavet sammen, måske kan I sætte en dato af hvor I kan mødes og hygge sammen, gå ud og spise, sid derhjemme under dynerne med film eller hvad I nu plejer, så du tager afsted med en god fornemmelse i maven, selv om du også er ked af det.
Jeg håber at det hele går godt for dig, og at du finder et bedre sted at bo næste gang

[nodokasa]

Jeg er en af dem, jeg kender, der har flyttet mest i mit liv; Først på efterskole som "prøve", da jeg var 16, så til Aarhus som 20 årig, med en ven, så til Sønderborg i 6 år (storhedstid... Aaah.. ), så til Frankfurt am Main og så til Auning (hjemby) og så til Randers, hvor jeg bor nu.

Alle gange har selvfølgelig været en lille "omveltning", men størst har været fra og til Sønderborg og Frankfurt am Main.
Jeg har begge steder utroligt mange venner, som jeg hader ikke at kunne se så meget, som jeg burde (som Bilbo siger i LotR; "I don't know half of you half as well as I should like; and I like less than half of you half as well as you deserve"). Og det er træls. Men sådan *er* det bare. Omstændigheder har i flere tilfælde gjort at jeg SKULLE flytte (dog intet i den stil som dig, men hver gang med kort advarsel og total omvæltning), og det er aldrig nemt.
Det eneste, du kan gøre er at komme ud, lave nogle nye venner, besøge de gamle når du har tid og overskud og prøve at gøre de minder og venner, du har mødt på din vej, den ære de fortjener. Det skylder du dem - og det skylder du digselv.

Lyset kommer ved, at der selv i de sære kroge er masser af spændende mennesker, der bare venter på at blive mødt, ikke til at erstatte de gamle, men til at fylde det sociale liv du havde tidligere. Det eneste, du efterlader er minder.

Og den bedste måde, at kommer over dét savn er at lave nye.

Og den eneste måde at gøre det på, er ikke, som ellers kunne være så fristende, ved at blive hjemme, stirre anime/game dagen + natten lang med kæresten.

Det er at komme ud, hygge sig med folk, møde nye og socialisere. Selvfølgelig skal du ikke ignorere dit privatliv, men du skal passe meget på med at "grave" dig selv inde. Selvom det er fristende - og fedt.

Håber det hjælper.