Mine erfaringer med ensomhed rækker langt længere end jeg selv vil indrømme det, engang var det min værste fjende, nu kan man sige, at det nærmest er blevet min bedste ven
Wow! Har allerede klaret at få indlægget til at lyde alt for melankolsk, dammit
det rammer også lige sammen med en dårlig periode i livet, så i må undskylde at det her bliver noget af en trist omgang, men så kan jeg måske komme af med noget af alt det, jeg så længe har brændt inde med. Det jeg her fortæller har jeg aldrig fortalt til nogen, og det bliver både første og sidste gang jeg gør det…
Host host altså mit liv har ikke altid været lige sjovt, jeg har altid været det barn ingen gad lege med i skolen (hvorfor, har jeg til dagens dato aldrig rigtigt fundet ud af
må lugte grimt eller sådan
). Men dette har altid resulteret i at jeg så er blevet udstødt af de andre børn, og endte som et mere eller mindre klassisk mobbe offer, igennem hele min folkeskole tid, og det er pænt langt tid
. Så ensomheden har altid været der, i frikvarterne hvor alle de andre var ude at lege, gik jeg rundt på den anden side af skolen, hvor der om ikke andet var stilhed. Jeg kunne også vælge at gå om og spille fodbold med de andre børn, men sandsynligheden for at jeg kom til at stå i mål, (sådan til de bare kunne tyrer bolden ind med snudespidsen af skoen) var jo lige 100% åh! hvor tit er jeg ikke kommet hjem med blå mærker pga. det , eller også når der skulle leges tik, var jeg altid målet og endte ofte med at vælte og slå mig, fordi jeg ikke ville være den der havde den(tikkeren) hele tiden og derfor måtte løbe meget hurtigt.
Når jeg efter lod ting på mit bord blev de taget og sagde jeg noget forkert i klassen blev der grinet og gjort nar af det. Så de bedste tider i frikvarterne var helt klart at se på guldfiskene i den lille sø på den anden side af skolen, sammen med hr. Ensomhed, eller jeg kunne også forsøge at gemme mig indenfor på skolen, hvis ikke gårvagten så det.(Af en eller anden grund skulle vi altid være udenfor i frikvarterne, noget med at lærerne mente at det var umådeligt sundt
).
Efter skole kunne man komme hjem, (det var alligevel bedre end at hænge ud på skolen) til min mor der altid har været en god mor på mange punker, men når det drejede sig om at lytte og interessere sig for os børn, har hun aldrig været særlig imødekommende. Hun har altid været meget mere beskæftiget med sig selv og mine søskende(der dengang tog meget af hendes opmærksomhed, grundet at de er mindre udviklingshæmmet) og min trætte far, så jeg kun i weekenden og sent om aftenen, så der har aldrig rigtigt været så meget tid til mig, på den front.
Hvad var der så at gøre? når jo! Der var da anime i tv´et på de tyske kanaler om eftermiddagen. (En ting jeg på daværende tidspunkt, ikke havde nogen idé om, hvor meget det senere kom til at betyde for mig og hr. Ensomhed). Det var en ting der altid formåede at underholde mig og da mine søskende også ville se det, så kunne jeg da slippe et par timer, for at se den Karius og Baktus video de ellers var, ret så besatte af(den kørte 24-7 på et tidspunkt
). Skal siges at det selvfølgelig ikke var det eneste video bånd vi havde, men mine søskende har altid set de video bånd, vi købte rigtigt mange gange på repeat
(tro mig, jeg kan næsten citerer samtlige replikker i løvernes konge og klokkeren fra Notre Dame, da de har kørt mindst lige så mange gange på repeat, nogen gange gik det desværre også ud over animeernes sendetider i tvet).
Jeg har altid haft meget få venner og altid er jeg blevet skuffet over dem, enten har de stjålet fra mig, løjet for mig eller også har de bare ikke været der for mig, som jeg har været der for dem, de har altid skubbet mig til side så snart der har været noget i deres liv der har været mere interessant.
Wauw! Nu når jeg skriver det ned, lyder det ikke særlig rart.. he he… faktisk lidt deprimerede… suk.. det er jeg ked af.. Tilbage til hr. Ensomhed!
Tja sådan forløb min barndom og da jeg kom i de større klasser blev mobningen mere psykisk tærrende, jeg tror ikke mange kan prale af at være blevet spyttet på, og gjort til grin foran en hel årgang. Alt det var svært at stå igennem alene og på hjemmefronten skændes mine forældre meget af tiden, da min far næsten aldrig var hjemme(pga. arbejde) og min mor kun gik hjemme og klarede husholdningen, (de to mennesker har igennem tiden, haft så mange skænderier at skilsmissen har været meget tæt på at være en realitet).
Det værste slag har alligevel været i starten af 8. klasse. Jeg kan huske det som om det var i går:
Jeg var lige kommet til en ny skole (vores gamle skole ude på landet, gik kun op til 7. klasse, så man var tvunget til at skifte skole). Et hver andet menneske ville have set denne mulighed, som en kærkommen lejlighed til at flygte fra ensomheden og guldfiskende, men for mig var det en stor klump af usikkerhed, som jeg intet vidste om hverken den nye skole eller frem for alt om dens elever…
(ellers havde jeg i bagspejlet, måske bedt mine forældre om at sende mig på efterskole i stedet for, selvom jeg godt vidste at familien sad lidt stramt økonomisk). Jeg bliver i introduktions ugerne, præsenteret for to piger i min nye klasse, der virkede meget søde, og da jeg ikke rigtigt vidste hvordan jeg ellers skulle finde rundt på skolen fulgte jeg med dem rundt, efter lidt tid finder jeg ud af at også en pige fra min gamle skole hænger ud med disse piger og jeg tænker: ”hey hende kender jeg da, jeg ved godt at vi ikke har snakket så meget sammen før, men det kunne da være, at vi blev gode venner nu?” Men det var ikke lige sådan det forholdt sig…
efter nogle dage kunne jeg godt se at disse piger jeg hang sammen med, forsøgte at undgå mig og løbe fra mig på gangene, dum som jeg var og bange for at blive efterladt, fulgte jeg efter dem, hvor de end gik, tonen i gruppen var jo høflig nok så jeg troede vi alle var venner.
Vi var ikke venner…
nogle dage efter bliver jeg kaldt ind i en tom klasse af vores lærer, sammen med denne her pige gruppe, og jeg tænker ikke hvad der er galt, men begynder at blive bange for om jeg har gjort noget forkert? For vores lærer kigger meget alvorligt på mig. Døren bliver lukket og min lærer spørger mig om jeg ikke nok vil lade denne her pige gruppe være i fred?
Jeg er forvirret og tænker wow! har jeg været så påtrængende? Jeg ser over på denne her pige gruppe, som jeg troede var nogle søde og frem for alt, ærlige mennesker, men de ville ikke engang se på mig.
Læren siger derefter en del ting (som jeg desværre ikke kan huske mere i dag, de ting må jeg have glemt i det, min indre kamp mod tårestrømmen nok tog min fulde opmærksomhed på det tidspunkt). Jeg følte mig forrådt, fordi pige gruppen ikke selv kunne sige til mig, at jeg var i vejen. Ked af det, fordi jeg nu vidste at jeg havde mistet den støtte, jeg troede at jeg kunne holde fat i, på denne ukendte nye skole, men frem for alt følte jeg skam, fordi jeg var dum nok til ikke at have set signalerne, og dum nok til ikke at have set at jeg har været alt for påtrængende. Det ændrede mig for altid… (lidt for dramatisk sorry
)
Nu er det nok folk tænker: ”Jesus christ pige få dig et liv! det er ikke verdens undergang, op på hesten igen”. Men for mit daværende 14 årige jeg, var det en katastrofe ud over alle grænser. Der slyngede mig ind i den værste ensomhed, man kan forstille sig, jeg var bange og jeg vidste at hvis selv de mennesker, jeg troede kunne lide mig, ikke kunne lide mig og mit selskab, så var der nok ingen der kunne? Fra den dag af, holdt jeg mig for mig selv. En ting jeg stadig har for vane at gøre den dag i dag.
Jeg vil ikke sige at jeg ikke har lært noget af det, for jeg er blevet utrolig selvstændig af det (og har nok også mistet alt det, der hedder selvtillid og selvværd, det er så en anden sag
). Men frikvarterne blev igen, mig der sad på min plads og spiste min madpakke med hr. Ensomhed som eneste selskab, de eneste ændringerne var, at jeg da kunne få lov til at blive indendørs, selvom jeg da til tider savnede guldfiskene og den rolige skyggeside af den gamle skole.
Her begynder for andre den periode af teenager årene, hvor man rebellere mod sine forældre og gør cirka alt det man ikke må. Men for mig var der jo ingen venner til at lokke mig i fordærv, så jeg havde nogle trælse teenager år, med en mor der absolut ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke var sammen med flere børn på min egen alder? Og hvorfor jeg ikke gik til alle de seje fester nede i klubben, som alle de andre jo gjorde, hvorfor jeg ikke havde nogen kæreste? og så fremdeles. (Nøj hun var irriterende man
)
I skolen blev jeg ignoreret af pigerne eller bagtalt, alt efter om jeg nu havde gjort mig uheldigt bemærket eller ej, og af drengene blev jeg drillet. Enten tog de mine ting, eller gemte dem, eller også kom de med dumme kommentarer såsom: ”fine busker”(som så absolut ikke var ment på den gode måde) eller ”sådan nogle sko har min fætter også” til små sjofle spørgsmål a la: ”ved du hvad et venusbjerg er?” Eller ”er du jomfru” (jeg kan heldigvis prise mig lykkelig for, at jeg dengang var temmelig uvidende om emnet sex, men det ændrede ikke på, at jeg godt kunne fornemme den underlige tone drengene valgte at lægge spørgsmålet i). I fysik timerne sad jeg direkte og bad til at læren valgte grupperne for os, for ellers kom jeg til at lave forsøgene selv(selv om det nogen gange, helt klart var at fortrække).
Hvordan undslap jeg så ensomheden? Tja den gang var der vidst lige begyndt Naruto på dr1, og nogle af de tyske kanaler sendte både den og one piece, så ja jeg forsvandt pretty much ind i animens verden, jeg fik adgang til internettet, et par år senere og siden da, har jeg og hr. Ensomhed brugt meget af tiden på anime.
Der er stadig dage hvor jeg tænker at jeg nok burde komme lidt mere ud og få nogle flere venner, men med alle de forskellige mennesker jeg har mødt igennem livet, har jeg ikke en eneste gang siden da tænkt: ”hey måske kunne vi være venner?”.
Nøj en trist omgang var
! I skal altså ikke blive triste eller deprimerede på mine vegne, jeg har det godt nok i dag, og jeg er faktisk lidt stolt over at jeg har overlevet teenage-årene (tro mig, der har været en del gange, hvor jeg har overvejet en masse grimme sager…
), men de ting der er sket for mig, har været med til at gøre mig til den person jeg er i dag, og det er en person jeg holder meget af
Måske er det sørgeligt, måske er det godt, det eneste jeg beklager er, at jeg desværre ikke kan tænke på ensomheden uden også at tænke på anime, mest som en frelser fra ensomheden (der altid i livet har ladet mig forsvinde ind i et, af dets mange universer, hvis virkeligheden har været for svær at håndtere).
Så nu skal jeg nok lade vær med at være mere nedern i dag… Om ikke andet kan vi altid prise os lykkelige for, at vi ikke ikke er en abola ramt neger i afrika!
”always look on the bright side of life, fløjt fløjt, fløjt fløjt fløjt fløjt fløjt fløjt…”
Selvom der er situationer hvor det kan være svært at have en hobby af en eller flere årsager 
NYAN NYAN NYAN NYAN NYAN NYAN
ud over det så har jeg ikke følt rigtig nogle vil sådan rigtig lytte. Du ved, bare være den bamse der sidder stille og lytter uden og sige noget, men bare er der. Når jeg først for det indrykt af at når jeg snakker med en person og de så ikke rigtig hører efter hvad jeg siger eller ignorer mig, så er det svært at kunne sige den slags til personen. 
