Japansk film klub

[SsjGogo]

Fint med mig.

[M.Mikkelsen]

hmm, lad os sige inden den 15. februar så, giver os en uges tid. Fint med jer?

[l.mathiasen]

fint fint, så må vi så bare håbe filmen er god ellers bliver det nogle lange timer

[SsjGogo]

Fino. Vi kører!

[SsjGogo]

Jeg kan allerede nu konstantere, at jeg ikke når filmen til den 15; grundet arbejdsrelaterede forhold.

I ønskes en god debat, og jeg vil forsøge, at joine lidt senere.

[l.mathiasen]

Jeg kan allerede nu konstantere, at jeg ikke når filmen til den 15; grundet arbejdsrelaterede forhold.

I ønskes en god debat, og jeg vil forsøge, at joine lidt senere.

Vi kan da for min skyld godt flytte den til weekenden hvis det hjælper, jeg ser den alligevel ikke før det.

[M.Mikkelsen]

Da datoen bare er tilfældigt valgt alligevel, så lad os da gøre det.

[M.Mikkelsen]

Så fik jeg endelig set ”En Tokyo Fortælling”. Tog lidt tid før jeg fik taget mig sammen til det. Nok fordi, jeg et eller andet sted, forventede en lidt langtrukken film. Faktisk var filmen ikke særlig langtrukken overhovedet (og ja en film kan godt være både lidt langtrukken og god i min optik). Filmen er et familiedrama, omend den ikke er særlig dramatisk førend sin sidste akt. I stedet undersøger filmen relationer og interaktioner uden at pådutte dem noget specielt drama, hvilket er til dens fordel. Filmen er udgivet i 1953 og instrueret af Ozu Yasujiro, en af de store instruktører inden for japansk filmhistorie. Den er set af mange som hans bedste film og er til dags dato desværre den eneste af hans film jeg rent faktisk har set, må jeg jo gøre noget ved i fremtiden.

Det store tema i filmen er ikke noget mysterium, det er klart og tydeligt generationskløften mellem forældre og børn. Vi ser i denne film 3 generationer; bedsteforældre, samt deres børn og børnebørn. Det ældre par besøger deres, nu voksne, børn i Tokyo, men de har svært ved at rigtig komme i forbindelse med deres børn, endnu sværere ved at komme i forbindelse med deres børnebørn. Børnene har deres eget liv, deres eget arbejde at passe, de har ikke tid til at lege turguide med deres forældre.

Da bedsteforældrene er omkring 70 på dette tidspunkt (1953) var deres ungdom omkring århundredskiftet og deres barndom i det forrige århundrede. Dvs. at de har oplevet en utrolig omvæltning i det japanske samfund fra deres ungdom. Dette er naturligvis med til at forstærke deres fremmedgørelse over for det moderne samfund og de nye generationer, men temaet er skam universelt. Men når vi på et tidspunkt ser faren sidde og drikke sammen med gamle venner, hører man tydeligt hvordan de er skuffede i de yngre generationer, hvis værdier ikke længere er de samme som i deres tid. Samtidig er der naturligvis den normale ”Vi var meget bedre i vores unge dage, end de unge nutildags” etc. som nostalgi ofte kan give sig udtryk i. De forsøger at komme sig over deres fordomme, ”vi kan ikke forvente for meget af vores børn”, men samtidig kan de ikke komme sig over deres egen opdragelse i en anden tid. Vi ser også bedstemoren der forsøger igen og igen at komme i kontakt med sine børnebørn, der bare ikke er interesserede.

Børnene på den anden side, ser deres forældre som værende i vejen, som værende levn fra fortiden. De har deres eget liv nu, de har ikke tid til at tage sig af deres forældre. De har vigtigere ting at tage sig til. De har ikke samme følelse af familieknytning som man havde i deres forældres generation. Ironisk nok er den person der føler den største pligt overfor forældrene en person de ikke engang er i familie med, nemlig deres svigerdatter der var gift med deres nu afdøde søn. Sønnen døde i krigen, meget normalt på dette tidspunkt. Rigtig, rigtig mange familier i Japan havde sønner, fædre etc. der var blevet dræbt i krigen og denne i sig selv var også med til at skære en kløft mellem det der kom før og der det kom bagefter, i denne sammenhæng mellem forældrenes og børnenes tid. Måske er svigerdatteren så ivrig efter at hjælpe dem, fordi hun derved føler en forbindelse med sin afdøde mand. Udover svigerdatteren er deres yngste datter, der stadig bor hjemme også ”et bedre barn” end de andre. Men som der bliver pointeret er der der ændrer relationerne mellem forælde og børn ofte når børnene får deres eget liv, et liv de finder vigtigere end levn fra deres barndom, som forældre i denne sammenhæng kan blive. Derudover er hvad det vil sige at være ”et godt barn” op til diskussion og afhænger af både tidsperioden, samt kulturen.

Filmen har umiddelbart sympati for forældrene, da man ser meget fra deres synsvinkel, men vil ikke sige at den fordømmer nogen parter. Den ser bare på hvad der sker, uden egentlig at fordømme. Forældrene er heller ikke selv perfekte, f.eks. drak faren førhen alt for meget. Det filmen handler om er ikke at lægge skylden på nogen som sådan, men at eksaminerer familierelationer i datidens moderne Japan. Da moren dør i slutningen, efterlades faren med intet tilbage, han er omgivet af alt det nye, det gamle er gået fortabt. Grundet tidsperioden og nationen, var generationskløften ganske dramatisk, selv mellem forældre og børn, men filmens pointer kan nemt overføres til andre tidsperioder. Udover dette er filmen et ret interessant blik på Japan i 50'erne, en periode der var fyldt med modsætninger og spændinger mellem det gamle og det nye, samt krigens konsekvenser. Den eksaminerer hvordan alt dette påvirkede, hvad der var kernen i det japanske samfund førhen, familien. Så omend ikke andet, se den for dette indblik i denne periode, der både er interessant i sig selv og i den grad var med til at forme det moderne Japan som vi kender det i dag.

En sjov lille detalje, når de voksne børn talte til deres forældre, brugte de en stor del af tiden sonkeigo, noget man ikke ville gøre i dag. Går ud fra at det var normalt på dette tidspunkt, for at vise respekt over for sine forældre.

[l.mathiasen]

har ikke så meget at tilføje, læste inden om instruktøren at han var ret ligeglad med amerikanske film-metoder og derfor blandt ikke rigtigt brugte 180 degree rule http://en.wikipedia.org/wiki/180_degree_rule hvilket gjorde filmen interessant at rent teknisk.

Jeg kunne gentage mit indlæg om samfundskritik, men gider ikke rigtig

(synes vi skal se noget action næste gang eller noget tokusatsu, gider ikke sidde og fortolke ting hele tiden )

[M.Mikkelsen]

Jeg er åben overfor forslag, godt nok fandt vi hvis frem til denne film via fælles diskussion, men må stadig være din tur til at vælge en film.

Har ikke nødvendigivs noget imod en film med mindre samfundsritik og mere action, bare for afvekslingens skyld.