Spoiler: vis
Bokura wa Minna Kawaisou/The Kawai Complex Guide to Manors and Hostel Behavior:
Usa-kun forever!!!
Det er længe siden jeg har haft det så sjovt, mens jeg har set anime 
, serien rummer virkelig mange sjove og skæve personligheder, og er helt klart mere karakter drevet end handlings orienteret. Desværre bliver den nok en smule overset, fordi den ligner alt det andet typiske, skole, slice og life anime man ser.
Men den er virkelig god, humoren og jokesne kommer på de rigtige tidspunkter og så er karakterne virkelig geniale, det er simpelthen til at dø af grin over til tider, især den arme Usa´s mange forsøg på at komme tættere på sin senpai, bliver ofte komplet saboteret af de andre beboere i huset, og er ekstremt morsomme, helt klart min absolutte ynglings karakter i serien, han fortjener i sandhed en guld medalje bare for at blive boende!
Jeg håber virkeligt at der kommer en sæson mere, for det er serien helt klart værd!
Black Bullet:
Serien havde utroligt meget potentiale i starten, men smider meget af det væk, for bare at blive den typiske kamp mellem mennesker og kæmpe monsterøse insekter, (mit værste mareridt i hvert fald, hvis det skulle vise sig at være gigantiske edderkopper, men lad nu det ligge)
.
Man kunne have valgt at fokusere lidt mere på løsningen af samfundets problemer, som eksempelvis den åbenlyse diskrimination der er af de ”forbandende” børn, det havde da været en lidt mere interessant vej at gå, i stedet for SPOILER i parentes!( ”tilfældigvis” at lade en af de der monolith vægge gå i stykker og lade samfundet stå over for dets totale undergang). Karakterne var meget stereotype og vores hovedperson Rentarou, er lidt som en vis anden herre fra SAO, her hjælper han bare den ene loli efter den anden, i stedet for waifuer, og kan (apparently) næsten alt
.
Loli´erne er dog meget søde, så det gør ikke rigtigt så meget, og de er for engang skyld godt udnyttet og godt integreret i plottet, så det ikke virker til at de bare er der, for at være der.
De sidste par minutter var meget anderledes end jeg lige havde regnet med, en ret interessant slutning, åben og med en lille cliffhanger, det er ikke helt dårligt. Både opening og ending var ret okay at lytte til, desværre var der også totalt dumme action sekvenser, som var så urealistiske, at det bare var for meget.
Så der var ikke så meget andet end søde lolier og gode soundtracks
Gokukoku no Brynhildr/Brynhildr in the darkness:
Der findes nogle serier, som du inderste inde godt ved, aldrig bliver hyldet som noget mesterværk, du ved de er dumme, det fleste indeholder alt for meget fanservice og alt for meget blod og lemlestelse, samt alt for mange ”praktiske tilfældigheder” som bare hjælper handlingen på vej i lige den retning, skaberne lige har ment har været den mest passende efter deres hoved . Men du ser den alligevel , sådan en serie er Brynhildr in the darkness. 
Det er meget længe siden at jeg sidst, har set noget i stil med Elfen Lied, men Brynhildr ligner den på mange punkter, måske ikke så meget handlings mæssigt, men så på næsten alt andet da, ja det er selvfølgelig også de samme skabere der har været i gang igen (ARMS), så derfor kan sammenligningen nok næsten ikke undgås.
(Inden jeg forsætter, ja jeg er en af de mennesker der godt kan lide Elfen lied, sorry! bad taste ), så derfor har jeg jo slugt Brynhildr, som var det en liter kold kakao på en varm sommer dag. Den har været mit lille break fra alle andre lidt mere ”normale” serier fra denne sæson, fordi den er lidt mere voldedig og blodig 
. Den gjorde nu heller ikke noget ud af at skjule hvad den var, vi fik hvad man kunne forvente og mere til, ja uventede karaktere døde på uventede tidspunkter, der var et brutalt ondt plot under overfladen, en masse blod og nøgne kvinder. Bedst af alt var det, at vores mandelig hovedperson, denne gang ikke var en eller anden total kujon, du havde lyst til at slå halvt fordærvet med en spade .
Foruden alt dette var hvert et afsnits titel ledsaget af et stjernetegn, dette fandt jeg temmelig passende, da det hele mere eller mindre forgår i en astronomi klub, samt ej at forglemme bliver dets opening skiftet ud i de sidste 4-5 afsnit, som virkeligt passer meget godt til serien. Slutningen var heller ikke så ringe, så på mange måder, er den endda en smule bedre end Elfen Lied, eller det syntes jeg, og det var faktisk en af de serier jeg så mest frem til at se, en gang i ugen
.
Uhh… og når ja for de af jer, der ikke kunne lide Elfen Lied, (lille tip ) så bare spring Brynhildr over.
Hitsugi no Chaika/Chaika - the coffin princess:
Hmm…
Tog mig selv gang på gang i, egentlig at synes at Chaika´s forfølgere, var mere sympatiske end Chaikas og Toru´s hold selv var, så har nok ikke været så engageret når jeg har set den , og ellers rammer den nok bare ikke min smag så vildt meget .
Det meste af den var bare sådan en: ”vi rejser rundt i en fantasy verden, for at indsamle Chaika´s fars jordiske rester, så hun kan give ham en ordentlig begravelses fortællings ting” og det var jeg måske ikke sådan en stor fan af, fordi handlingen gentog sig selv, når Chaika og hendes ledsagere endelig fandt en del, så var arken afsluttet og de rejste derpå videre, i deres søgen efter en ny. Der kommer dog flere og flere oplysninger frem omkring Chaika og hvorfor hun er som hun er, men det var stadig ikke nok til at holde mig interesseret i hovedepersonerne.
Toru og Akari´s baggrund kunne tilgengæld have været mega interessant at grave lidt mere i, faktisk har serien generellt et ret spændende figurgalleri ærveligt, er blot, at vi får så lidt at vide om dem.
Historien var ikke så særlig underholdene, men der var da et lille plot twist hist og pist, som var med til at holde interessen oppe, hvilket da også gjorde at jeg ikke opgav den, men dem, var der helt klart for få af.
Allerede før serien var slut, blev der annoceret at der kommer en sæson 2 til efteråret, så der bliver da heldigvis plads til en lille pause, hvor jeg så kan overveje om jeg overhovedet gider se den næste sæson .
Isshuukan friends/one week friends:
Nogen gange behøver en serie ikke være farvet mega lyserød og boome med karaktere der har kæmpe store øjne, eller kage og blomster for at være nuttet
, engang imellem er en simpel streg og en lys farvelægning nok, til at få en til at føle at man får et totalt sukkerchok ind gemmen øjenene. 
Sådan en serie er isshuukan friends, den handler om drengen Hase der utroligt gerne vil være venner med pigen Fujimiya, hun har dog en speciel form for hukommelses svigt, der gør at hun glemmer sine venner fra den ene uge til den anden, og Hase må så, hver eneste mandag spørge på ny, om hun vil være hans ven.
Det lyder måske lidt trivielt men det er ikke, hver uge sker der noget nyt som sætter deres venskab på prøve, og som de kun kan overkomme i fællesskab. Senere bliver de venner med både Shogo og Yamagishi, som mindst er lige så lette at holde af som vores to hovedpersoner. Hele serien har mange søde og charmerende karaktere, som alle forsøger at hjælpe Fujimiya igennem hendes skolegang.
Så der er bestemt ikke de store action sekvenser i Isshuukan friends, den spiller mere på følelserne og relationerne imellem de ekstremt søde karaktere, og har et meget lavt tempo, ikke desto mindre er den så sød at jeg indimellem overvejede at opsøge min tandlæge, bare for at være sikker på at jeg ikke havde fået huller i tænderne af den
Kamigami no Asobi:
Reverse harem, der er ikke så meget andet at sige, om ikke andet falder den ikke i Diabolik lovers kategorien, jeg vil mere klassificere den i stil med Uta no prince sama. For karakterne er da meget søde, at diverse historier om guderne så er lidt anderledes fortolket end vi kender dem, er jo en anden sag
.
Kin'iro no Chord: Blue Sky:
Endnu et reverse harem, denne gang er det efterfølgeren til La corda doro, eller nogle af eleverne i serien kommer i hvert fald fra samme skole som handling forgik på i La corda, men mere har de faktisk heller ikke tilfælles, eller jo der er også nogle få gæste optrin af gamle karakterer fra den gamle serie, men de er så få og spiller ikke nogen stor rolle.
Desværre kunne man fristest til at sige, for jeg tror godt fans af serien ville have set mere af det.
Selve handlingen i Blue sky er så ukreativt kedelig og forudsigelig at det gør ondt at se på
. Den klassiske musik som var hjertet i den første serie, er her præsenteret på en så kedelig og livløs måde at konceptet, med musik konkurrencen bare går hen og bliver et ensformigt event, der bare går igen og igen. Det virker til at skaberne har været lige dovne nok, denne gang og bare har tænkt: "vi omsætter bare den absolut korteste udgave af spillet til en anime" og det er så det. KEDELIGT !!! siger jeg bare 
.
Hvis der så bare var fokuseret lidt mere på romance delen, så kunne det have reddet noget af serien, men det er der heller ikke, der sker absolut intet! Det er en anime om en pige der sammen med sine barndomsvenner, deltager i en klassisk musik konkurrence, uhh prøv at gætte hvem der vinder?
Love live school idol project 2:
Idol serier har jeg altid haft svært ved at sige noget om, fordi enten kan du lide dem eller også kan du ikke, også er den ikke rigtigt længere. Hvis vi så ser på Love Live i forhold til andre af den type animeer er den bestemt ikke dårlig, serien har desværre aldrig været særlig flydene i dens danse/optrædnings sekvenser (det er som om computer animationen bare ikke går så godt i samspil med alt det andet, selvom det faktisk er blevet lidt bedre her i 2. sæson).
Når det så er sagt, var handlingen i anden sæson, noget bedre end den i den første, da man allerede i første sæson fik en god introduktion af karakterne, er der her ikke fokuseret så meget på dette, men mere på hvordan hele gruppen håndtere problemerne som et hold. De piger der knapt fik så meget opmærksomhed i den første sæson, har her fået lidt mere fokus.
Det har derfor lykkes skaberne at fordele tiden næsten ligeligt mellem karakterne, og det er noget jeg virkelig godt kan lide , man føler derfor ikke at nogen står mere i forgrunden end andre, hvilket har været med til at give et godt billede af alle 9 hovedpersoner og ikke kun nogle af dem. Slutningen trak de desværre lige en smule for langt ud, men når det nu handler om at vinde en sang konkurrence, så kan man vidst godt tillade sig at trække spændingen lidt 
. Også kom jeg nok til at fælde en enkelt tårer, selvom jeg havde aftalt med mig selv at så dybt, ville jeg ikke synke, suk , hvilket sølle og sentimentalt menneske jeg dog er , fordømt da også.
Jeg må ærligt indrømme at jeg nok kommer til at savne den, og dets karakterer, bedst som jeg tror at jeg så aldrig skal se love live igen, bliver der heldigvis annonceret at der også kommer en film, så der er for mit vedkomne, da stadig noget at glæde sig til .
Mekakucity Actors:
Det er vidst det man kalder Shaft til finger spidserne, serien er virkelig underlig både i dens fortællerstil, og karaktergalleri mæssigt, men også i dens simple brug af farver
.
Soundtracksne var nok det mest underholdene ved serien, men jeg synes faktisk også at historien var meget interessant , mit problem med serien var nok mere, at hver gang man var blevet præsenteret for en ny karakter, så skyndte handlingen sig videre og karakteren gik derefter lidt i glemme bogen, indtil personen så dukkede op 3-4 afsnit senere igen. Hvilket gjorde at jeg i hvert fald til at starte med, havde lidt svært ved at finde rundt i figurgalleriet , samtidig med det, tabte jeg lidt interessen for serien, fordi at man i hvert afsnit lægger ud med at blive præsenteret for enten en ny karakter, et flashback eller en samtale som har forgået imellem karakterne for flere afsnit siden.
Serien (synes jeg) er meget diffus fortalt, men når man først har sat sig ind i den, er den ikke så ringe endda .
No game no life:
Jeg har stadig utrolig svært ved at argumentere overfor mig selv, hvorfor det er at jeg godt kan lide No game no life , måske er det, de utroligt vilde måder de spiller spil på? Måske er det fordi Sora og Shiro bare er et åndsvagt godt søskende par, eller fordi det vrimler med referencer til forskellige dele af popkulturen på alle mulig tidspunkter eller måske er det bare seriens vildt flotte farve skema 
? Jeg ved det ikke, måske er det en kombination af det hele.
Det serien helt klart gør bedst, er de mange spil/kampe som Shiro og Sora må igennem for at besejre de forskellige racer, for til sidst at kunne udfordre selveste Gud. På vejen får de hjælp af Stephanie Dola, hvis eneste formål er, at rende rundt igennem det meste af serien, uden særligt meget tøj på kroppen og leverer fanservice, hvor skaberne lige har ment at det passede ind.
I det hele taget er fanservicen en af de lidt mere trælse punkter i serien, for den er der lige en tand for meget af, samt står slutningen desværre meget åben, men der kan man igen kun håbe at der bliver plads til en mulig forsættelse af historien, for se hvordan det ender, skal vi jo!
Ping pong the animation:
”A Hero has no weakness!”
Jeg er desværre af den type menneske der spørger sig selv; ”hvorfor bruge tiden på at se ufattelig grim animation, når man kan se noget der er meget smukkere for øjnene?”. Derfor havde jeg sat mig for, at det eneste i forårs sæsonen jeg da bare aldrig kom til at se, skulle være ping pong, men grundet en masse ekstra tid på hænderne, valgte jeg at tage et kig på den alligevel.
Det tog mig også de første 3 minutter af det første afsnit, bare at overbevise mig selv om, at jeg nu skulle se den, jeg var nemlig utrolig tæt på at afbryde den. Men da vi bliver introduceret for Peco er det som om at mine øjne får accepteret den underlige animation, og siden da, har jeg ikke set mig tilbage.
Jeg har intet kendskab til det animations tekniske, så kan hverken tillade mig at sige om Ping pong på det punkt, er genialt eller bare dårlig, men den har i hvert fald en meget unik stil, som til tider går utrolig godt i spænd med bordtennis kampe. Dens (der for mit vedkomne bedst beskrives som) meget specielle quirky animation er ikke blot med til at understrege at en historie kan fortælles visuelt på mange måder, men formår også at gøre det på en sådan måde at det føles nyt og friskt.
Selvom historien nemlig ligner, en typisk sports shounen er det det ikke, der er ingen lange kampe, ingen totalt urealistiske psycho angreb som modstanderen ikke kan gøre noget ved, og så er den faktisk i besiddelse af en slutning. Med andre ord, det er bare en sports anime om drenge der spiller bordtennis, hvor det meste af det shounen ”agtige” er skåret væk, dog er kampene ikke mindre intense af den grund!
Hvis man kan sige en ting om Ping Pong er det, at den er holdt i en meget mere realistisk tone, hvor uanset om karakterne taber eller vinder, må stå inde for det og så håndtere de det, på en lidt mere moden og normal måde end den, vi normalt ser i den type anime. Derudover udviser karakterne gang på gang virkelig god sportsånd, samt når de fleste af dem, faktisk at udvikle sig i seriens utroligt korte forløb, dette må siges i sig selv, at være noget af en bedrift, for det virker aldrig overilet eller fremtvunget, dette skyldes hovedsageligt at serien anvender tidsspring, for at korte det overflødige af handlingen af.
En af seriens bedste punkter er helt klart dens slutning, som nævnt før, den har en slutning der ikke bare slutter ud i den blå luft, og er både overraskende (eller det var den i hvert fald for mig) og er sådan rimelig realistisk .
Til sidst skal siges at selvom det meste drejer sig om bordtennis er der også andre ting, så som venskab, rivalitet, kampånd og nederlag, der alt bliver behandlet på en måde, som gør at karakternes personlighed virkelig bliver godt pindet ud, og det er hvordan disse, hver især takler udfordringerne der får dem til at virke sympatiske og ikke deres udseende, dette gør også lidt, at der ingen rigtige stereotyper er.
Så Ping Pong ligner noget de fleste ikke gider se, men jeg ville nu alligevel råde folk, der gerne vil have en lidt anden anime oplevelse, til at se den, for det fortryder man ikke, og hvis man bare skal have noget at se på og lytte til, er serien fænomenal da lydsiden og soundtracks virkelig er utroligt godt sat sammen.
Selvfølgelig er det hele ikke bare lut og lagkage, seriens historie er jo ikke ligefrem nyskabende, og animationen kan for de fleste være svær at vænne sig til, men så er det også sagt.
Til sidst er her nogle vise ord fra OBABA: “If you really love him, just hold him close and kiss him, if you have no intention of loving him, let him go.”
Ryuugajou-Nanana-no-Maizoukin/ Nanana´s burried treasure:
Hmm...
ikke så vildt twisted som Tasogare otome X amnesia , ej heller så sørgelig som Ano hana , den er faktisk en smule kedelig , misforstå mig ikke, karakterne var søde og animationen var pæn. Men historien var lidt tam, ja de par få afsnit hvor personerne skulle ud på skattejagt var faktisk meget underholdene, men det tog bare så lang tid før de ofte kom der til, og alt det ind imellem førte ofte ingen vegne hen.
Nanana som det hele handler om, bliver for det meste egentlig ladt i baggrunden, og hun har mere rollen som en form for kontaktperson, som de andre karaktere henvender sig til og spørger til råds omkring de skatte, de så ender med at finde eller leder efter, og resten af tiden bruger hun enten på at skælde Yama Juugo ud, fordi han har glemt at købe budding til hende eller spiller foran en skærm. En sjov detalje er dog, at hver gang hun spiser budding lyder der en meget sjov ”dung” lyd og så er budding bare væk, hun må i sandhed elske det skidt .
Nogle af karakterne og deres motiver er indhyllet i en masse mystik, og vi får langt fra forklaret alt det der forgår, slutningen er meget åben og ligger meget op til en mulig forsættelse, for intet bliver løst og meget forbliver et mysterium . Skattejagterne er dog lidt kreative fundet på, men man havde sagtens kunne gøre meget mere ud af dem.
Så alt i alt lover serien en masse, men holder intet. Så jeg ville nok springe den over, indtil eller hvis, der kommer en sæson mere, med lidt mere kød på.
Sidonia no kishi/Knights of Sidonia:
Knights of Sidonia er et andet eksempel på en lidt anden animations form i denne sæson, nemlig 3D animation, som faktisk fungerede godt, det meste af serien igennem, bortset fra når det kom til karakternes forskellige ansigts udtryk, dette gjorde at det var lidt svært at se forskel på dem og aflæse deres følelser.
Serien er både interessant og medrivende, og animationen er særdeles flot når der er rumkampe og action over feltet . Desværre går der nogle gange lidt for meget rutine i handlingen og vores helt Tanikaze Nagate kommer gang på gang ud for at skulle forsvare Sidonia´s indbyggere mod de kæmpestore formskiftende rumvæsner kaldet Gauna´er. Som hver gang kommer tilbage stærkere end nogensinde før. Hvilket jo ofte bringer Tanikaze og resten af besætningen ud i situationer, hvor de er tvunget til at tænke en del mere kreativt, end gangen forinden for at kunne besejre den. Heldigvis dukker der hele tiden nye informationer op omkring Gaunaerne og hvorfor menneskerne nu lever på Sidonia(gigantisk rumskib) i stedet for på jorden, som er med til at fange seernes interesse, samt at vores hovedperson går fra at være mister nobody til at være folkehelt, som da heller aldrig er helt problemfrit, og medfører en masse misundelse fra andre piloter, og ligger et kæmpe pres på vores hovedperson, som han under omstændighederne, faktisk takler ret godt .
Den rummer også en del futuristiske små deltaljer, som jeg ikke mindes at have set før , så som udvikling af et 3. tredje køn, menneskelig protosyntese, og ikke mindst at alle mennesker bære en livline, som de kan haspe på mange steder i diverse bygninger, så hvis det skulle ske at rumskibet skal lave en vild manøvre, samt sætte tyndekraften ud af spil, så kan disse altid bruges til at holde menneskerne fast. Det hele er små ting som bare får universet til at virke en smule mere troværdigt og gennemtænkt, for mig i hvert fald.
Serien var spændende, og jeg kan huske at jeg i mit første indtryk af serien, skrev at jeg på det tidspunkt syntes at serien var sæsonens bedste. Det er desværre ikke helt tilfældet, men den hører stadig til en af mine favoritter! Der er givet grønt lys til en 2. sæson og det ser jeg helt klart frem til.
Soul eater NOT!:
Svaret på hvad der ville ske med Soul Eater, hvis man skiftede kønnet på alle de mandlige karaktere. Nemlig en K-on! mutant klon med våben magi .
Ej selvfølgelig er det kun en facade, historien er meget af tiden bare en masse små indblik i Anya, Meme og Tsugumi´s stille og rolige hverdag som nye NOT elever på Shibusen. Men lige som i den oprindelig Soul eater serie luer noget faretruende under overfladen, og historien tager i senere afsnit en meget mere alvorlig drejning end man lige forventer .
I begyndelsen tænkte jeg: ”Okay, jeg kan da altid bare se serien, for at have en god undskyldning for at kunne gense nogle af personerne fra Soul eater igen”. Men karakterne er søde og man bliver hurtigt glad for plottet, så det glemte jeg nu hurtigt igen. Jeg er især helt vild med Anya´s karakterdesign
.
Slutningen er dog meget typisk for Soul Eater universet, og man tager sig selv i næsten og at sige SELVFØLELIG SKULLE DET ENDE SÅDAN! (hvis man vel og mærke, har set Soul eater ). Så selvom slutningen til dels var lidt forudsigelig er jeg utrolig glad for at den holder Soul eater stilen, og ender på den måde, som den nu gjorde. Så jeg synes egentlig at det er en værdig spin-off til Soul eater serien. Men nok mest til fans af serien.
Soredemo sekai wa Utsukushii /The world is still beautiful:
Jeg elsker den her serie! Det er den form for shoujou serie jeg leder efter! Den var så god ! Ja det er min personlige favorit for denne sæson, og jeg skammer mig ikke engang over at indrømme det. 
Komedie og romantik harmonere bare mega godt i serien, den er tæskefyldt med klicheer, men disse rammer en på en lidt anden måde end man lige forventer .
Nike er en awesome shoujou heltinde , hun er en smule atypisk idet hun faktisk har en rimelig mørk stemme, i forhold til at hun så kan synge så lyst. ( Men hvad ved jeg, det kan jo være at det ikke er den samme seiyu, der synger som, den der ligger stemme til hende). Og hendes øreringe forsager fuldstændigt tyndekraftens regler engang imellem, men det er en shoujou, hvor man får den der typiske shoujou romantik følelse og det er dermed lige en anime efter mit hoved .
HER TIL SIDST FØLGER EN LILLE UPDATE OM DE SERIER JEG STADIG FØLGER:
- Baby steps:
Titlen fik mig til at undgå den i starten, men blev jo lidt nysgerrig hen ad vejen alligevel, og den er klart et kig værd, måske lidt for traditionel i sidste ende, den har lidt svært ved at bryde ud af sine egne rammer, som sports serie.
- Captain Earth: Jeg fik set Star driver her for nylig, blot for at have noget at kunne sammenligne den her serie med, den ligner også meget, men vil på stående fod ikke sige hvor meget, for den kan jo nå at udvikle sig endnu(forhåbentlig), lige nu har den godt nok tabt mig og den har indtil videre kun været flot at se på, og desværre intet andet.
- Haikyuu!!: Den har taget min hjerne og kastet den over nettet, den er underholdene på dens egne præmisser, typisk sports shounen, som jeg absolut ikke burde se, da jeg ved at det gør mig afhængig med det samme, men jeg falder alligevel i fælden hver gang.
- Mahou Shoujo Taisen: Sæsons korte anime for mit vedkomne, nogle har kaldt den de sidste krampe trækninger fra Gainax, men derfor synes jeg nu faktisk stadig at animationen er meget pæn, og de forskellige Mahou shoujo´s er da ret flotte design mæssigt. En meget kort anime, men alt hvad der normalt hører til genren er der stadig.
- Mahouka Koukou no Rettousei/The irregular at magic high school: Fatter ikke en bjælde , når de snakker om deres magi teknik halløj, og det er altså ikke fordi jeg ikke har prøvet, jeg har nemlig set nogle af afsnittene på både engelsk og tysk, (fordi jeg knapt er lige så god til engelsk som til tysk), for bare at være helt sikker på at der ikke var nogen former for sprog barriere i vejen, (det kan selvfølgelig bare være mig der er totalt uinteligent, det skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige) men jeg forstår stadig ikke en dyt, jeg har derfor opgivet helt at følge med når karakterne taler om CADs og alt det andet magi tingel tangel. Og valgt kun at bestræbe mig på at få den overordnede handling og problemstillingerne på plads for de er heldigvis interessante nok alene, til at jeg gider at følge med.
Usa-kun forever!!!
Det er længe siden jeg har haft det så sjovt, mens jeg har set anime , serien rummer virkelig mange sjove og skæve personligheder, og er helt klart mere karakter drevet end handlings orienteret. Desværre bliver den nok en smule overset, fordi den ligner alt det andet typiske, skole, slice og life anime man ser. Men den er virkelig god, humoren og jokesne kommer på de rigtige tidspunkter og så er karakterne virkelig geniale, det er simpelthen til at dø af grin over til tider, især den arme Usa´s mange forsøg på at komme tættere på sin senpai, bliver ofte komplet saboteret af de andre beboere i huset, og er ekstremt morsomme, helt klart min absolutte ynglings karakter i serien, han fortjener i sandhed en guld medalje bare for at blive boende!
Jeg håber virkeligt at der kommer en sæson mere, for det er serien helt klart værd!
Black Bullet:
Serien havde utroligt meget potentiale i starten, men smider meget af det væk, for bare at blive den typiske kamp mellem mennesker og kæmpe monsterøse insekter, (mit værste mareridt i hvert fald, hvis det skulle vise sig at være gigantiske edderkopper, men lad nu det ligge)
. Man kunne have valgt at fokusere lidt mere på løsningen af samfundets problemer, som eksempelvis den åbenlyse diskrimination der er af de ”forbandende” børn, det havde da været en lidt mere interessant vej at gå, i stedet for SPOILER i parentes!( ”tilfældigvis” at lade en af de der monolith vægge gå i stykker og lade samfundet stå over for dets totale undergang). Karakterne var meget stereotype og vores hovedperson Rentarou, er lidt som en vis anden herre fra SAO, her hjælper han bare den ene loli efter den anden, i stedet for waifuer, og kan (apparently) næsten alt
.Loli´erne er dog meget søde, så det gør ikke rigtigt så meget, og de er for engang skyld godt udnyttet og godt integreret i plottet, så det ikke virker til at de bare er der, for at være der.
De sidste par minutter var meget anderledes end jeg lige havde regnet med, en ret interessant slutning, åben og med en lille cliffhanger, det er ikke helt dårligt. Både opening og ending var ret okay at lytte til, desværre var der også totalt dumme action sekvenser, som var så urealistiske, at det bare var for meget.
Så der var ikke så meget andet end søde lolier og gode soundtracks
Gokukoku no Brynhildr/Brynhildr in the darkness:
Der findes nogle serier, som du inderste inde godt ved, aldrig bliver hyldet som noget mesterværk, du ved de er dumme, det fleste indeholder alt for meget fanservice og alt for meget blod og lemlestelse, samt alt for mange ”praktiske tilfældigheder” som bare hjælper handlingen på vej i lige den retning, skaberne lige har ment har været den mest passende efter deres hoved
. Men du ser den alligevel , sådan en serie er Brynhildr in the darkness. Det er meget længe siden at jeg sidst, har set noget i stil med Elfen Lied, men Brynhildr ligner den på mange punkter, måske ikke så meget handlings mæssigt, men så på næsten alt andet da, ja det er selvfølgelig også de samme skabere der har været i gang igen (ARMS), så derfor kan sammenligningen nok næsten ikke undgås.
(Inden jeg forsætter, ja jeg er en af de mennesker der godt kan lide Elfen lied, sorry! bad taste
), så derfor har jeg jo slugt Brynhildr, som var det en liter kold kakao på en varm sommer dag. Den har været mit lille break fra alle andre lidt mere ”normale” serier fra denne sæson, fordi den er lidt mere voldedig og blodig . Den gjorde nu heller ikke noget ud af at skjule hvad den var, vi fik hvad man kunne forvente og mere til, ja uventede karaktere døde på uventede tidspunkter, der var et brutalt ondt plot under overfladen, en masse blod og nøgne kvinder. Bedst af alt var det, at vores mandelig hovedperson, denne gang ikke var en eller anden total kujon, du havde lyst til at slå halvt fordærvet med en spade . Foruden alt dette var hvert et afsnits titel ledsaget af et stjernetegn, dette fandt jeg temmelig passende, da det hele mere eller mindre forgår i en astronomi klub, samt ej at forglemme bliver dets opening skiftet ud i de sidste 4-5 afsnit, som virkeligt passer meget godt til serien. Slutningen var heller ikke så ringe, så på mange måder, er den endda en smule bedre end Elfen Lied, eller det syntes jeg, og det var faktisk en af de serier jeg så mest frem til at se, en gang i ugen
. Uhh… og når ja for de af jer, der ikke kunne lide Elfen Lied, (lille tip
) så bare spring Brynhildr over. Hitsugi no Chaika/Chaika - the coffin princess:
Hmm…
Tog mig selv gang på gang i, egentlig at synes at Chaika´s forfølgere, var mere sympatiske end Chaikas og Toru´s hold selv var, så har nok ikke været så engageret når jeg har set den , og ellers rammer den nok bare ikke min smag så vildt meget . Det meste af den var bare sådan en: ”vi rejser rundt i en fantasy verden, for at indsamle Chaika´s fars jordiske rester, så hun kan give ham en ordentlig begravelses fortællings ting” og det var jeg måske ikke sådan en stor fan af, fordi handlingen gentog sig selv, når Chaika og hendes ledsagere endelig fandt en del, så var arken afsluttet og de rejste derpå videre, i deres søgen efter en ny. Der kommer dog flere og flere oplysninger frem omkring Chaika og hvorfor hun er som hun er, men det var stadig ikke nok til at holde mig interesseret i hovedepersonerne.
Toru og Akari´s baggrund kunne tilgengæld have været mega interessant at grave lidt mere i, faktisk har serien generellt et ret spændende figurgalleri ærveligt, er blot, at vi får så lidt at vide om dem.
Historien var ikke så særlig underholdene, men der var da et lille plot twist hist og pist, som var med til at holde interessen oppe, hvilket da også gjorde at jeg ikke opgav den, men dem, var der helt klart for få af.
Allerede før serien var slut, blev der annoceret at der kommer en sæson 2 til efteråret, så der bliver da heldigvis plads til en lille pause, hvor jeg så kan overveje om jeg overhovedet gider se den næste sæson
. Isshuukan friends/one week friends:
Nogen gange behøver en serie ikke være farvet mega lyserød og boome med karaktere der har kæmpe store øjne, eller kage og blomster for at være nuttet
, engang imellem er en simpel streg og en lys farvelægning nok, til at få en til at føle at man får et totalt sukkerchok ind gemmen øjenene. Sådan en serie er isshuukan friends, den handler om drengen Hase der utroligt gerne vil være venner med pigen Fujimiya, hun har dog en speciel form for hukommelses svigt, der gør at hun glemmer sine venner fra den ene uge til den anden, og Hase må så, hver eneste mandag spørge på ny, om hun vil være hans ven.
Det lyder måske lidt trivielt men det er ikke, hver uge sker der noget nyt som sætter deres venskab på prøve, og som de kun kan overkomme i fællesskab. Senere bliver de venner med både Shogo og Yamagishi, som mindst er lige så lette at holde af som vores to hovedpersoner. Hele serien har mange søde og charmerende karaktere, som alle forsøger at hjælpe Fujimiya igennem hendes skolegang.
Så der er bestemt ikke de store action sekvenser i Isshuukan friends, den spiller mere på følelserne og relationerne imellem de ekstremt søde karaktere, og har et meget lavt tempo, ikke desto mindre er den så sød at jeg indimellem overvejede at opsøge min tandlæge, bare for at være sikker på at jeg ikke havde fået huller i tænderne af den
Kamigami no Asobi:
Reverse harem, der er ikke så meget andet at sige, om ikke andet falder den ikke i Diabolik lovers kategorien, jeg vil mere klassificere den i stil med Uta no prince sama. For karakterne er da meget søde, at diverse historier om guderne så er lidt anderledes fortolket end vi kender dem, er jo en anden sag
.Kin'iro no Chord: Blue Sky:
Endnu et reverse harem, denne gang er det efterfølgeren til La corda doro, eller nogle af eleverne i serien kommer i hvert fald fra samme skole som handling forgik på i La corda, men mere har de faktisk heller ikke tilfælles, eller jo der er også nogle få gæste optrin af gamle karakterer fra den gamle serie, men de er så få og spiller ikke nogen stor rolle.
Desværre kunne man fristest til at sige, for jeg tror godt fans af serien ville have set mere af det.
Selve handlingen i Blue sky er så ukreativt kedelig og forudsigelig at det gør ondt at se på
. Den klassiske musik som var hjertet i den første serie, er her præsenteret på en så kedelig og livløs måde at konceptet, med musik konkurrencen bare går hen og bliver et ensformigt event, der bare går igen og igen. Det virker til at skaberne har været lige dovne nok, denne gang og bare har tænkt: "vi omsætter bare den absolut korteste udgave af spillet til en anime" og det er så det. KEDELIGT !!! siger jeg bare . Hvis der så bare var fokuseret lidt mere på romance delen, så kunne det have reddet noget af serien, men det er der heller ikke, der sker absolut intet! Det er en anime om en pige der sammen med sine barndomsvenner, deltager i en klassisk musik konkurrence, uhh prøv at gætte hvem der vinder?
Love live school idol project 2:
Idol serier har jeg altid haft svært ved at sige noget om, fordi enten kan du lide dem eller også kan du ikke, også er den ikke rigtigt længere. Hvis vi så ser på Love Live i forhold til andre af den type animeer er den bestemt ikke dårlig, serien har desværre aldrig været særlig flydene i dens danse/optrædnings sekvenser (det er som om computer animationen bare ikke går så godt i samspil med alt det andet, selvom det faktisk er blevet lidt bedre her i 2. sæson).
Når det så er sagt, var handlingen i anden sæson, noget bedre end den i den første, da man allerede i første sæson fik en god introduktion af karakterne, er der her ikke fokuseret så meget på dette, men mere på hvordan hele gruppen håndtere problemerne som et hold. De piger der knapt fik så meget opmærksomhed i den første sæson, har her fået lidt mere fokus.
Det har derfor lykkes skaberne at fordele tiden næsten ligeligt mellem karakterne, og det er noget jeg virkelig godt kan lide
, man føler derfor ikke at nogen står mere i forgrunden end andre, hvilket har været med til at give et godt billede af alle 9 hovedpersoner og ikke kun nogle af dem. Slutningen trak de desværre lige en smule for langt ud, men når det nu handler om at vinde en sang konkurrence, så kan man vidst godt tillade sig at trække spændingen lidt . Også kom jeg nok til at fælde en enkelt tårer, selvom jeg havde aftalt med mig selv at så dybt, ville jeg ikke synke, suk , hvilket sølle og sentimentalt menneske jeg dog er , fordømt da også. Jeg må ærligt indrømme at jeg nok kommer til at savne den, og dets karakterer, bedst som jeg tror at jeg så aldrig skal se love live igen, bliver der heldigvis annonceret at der også kommer en film, så der er for mit vedkomne, da stadig noget at glæde sig til
. Mekakucity Actors:
Det er vidst det man kalder Shaft til finger spidserne, serien er virkelig underlig både i dens fortællerstil, og karaktergalleri mæssigt, men også i dens simple brug af farver
.Soundtracksne var nok det mest underholdene ved serien, men jeg synes faktisk også at historien var meget interessant
, mit problem med serien var nok mere, at hver gang man var blevet præsenteret for en ny karakter, så skyndte handlingen sig videre og karakteren gik derefter lidt i glemme bogen, indtil personen så dukkede op 3-4 afsnit senere igen. Hvilket gjorde at jeg i hvert fald til at starte med, havde lidt svært ved at finde rundt i figurgalleriet , samtidig med det, tabte jeg lidt interessen for serien, fordi at man i hvert afsnit lægger ud med at blive præsenteret for enten en ny karakter, et flashback eller en samtale som har forgået imellem karakterne for flere afsnit siden.Serien (synes jeg) er meget diffus fortalt, men når man først har sat sig ind i den, er den ikke så ringe endda
. No game no life:
Jeg har stadig utrolig svært ved at argumentere overfor mig selv, hvorfor det er at jeg godt kan lide No game no life
, måske er det, de utroligt vilde måder de spiller spil på? Måske er det fordi Sora og Shiro bare er et åndsvagt godt søskende par, eller fordi det vrimler med referencer til forskellige dele af popkulturen på alle mulig tidspunkter eller måske er det bare seriens vildt flotte farve skema ? Jeg ved det ikke, måske er det en kombination af det hele. Det serien helt klart gør bedst, er de mange spil/kampe som Shiro og Sora må igennem for at besejre de forskellige racer, for til sidst at kunne udfordre selveste Gud. På vejen får de hjælp af Stephanie Dola, hvis eneste formål er, at rende rundt igennem det meste af serien, uden særligt meget tøj på kroppen og leverer fanservice, hvor skaberne lige har ment at det passede ind.
I det hele taget er fanservicen en af de lidt mere trælse punkter i serien, for den er der lige en tand for meget af, samt står slutningen desværre meget åben, men der kan man igen kun håbe at der bliver plads til en mulig forsættelse af historien, for se hvordan det ender, skal vi jo!
Ping pong the animation:
”A Hero has no weakness!”
Jeg er desværre af den type menneske der spørger sig selv; ”hvorfor bruge tiden på at se ufattelig grim animation, når man kan se noget der er meget smukkere for øjnene?”. Derfor havde jeg sat mig for, at det eneste i forårs sæsonen jeg da bare aldrig kom til at se, skulle være ping pong, men grundet en masse ekstra tid på hænderne, valgte jeg at tage et kig på den alligevel.
Det tog mig også de første 3 minutter af det første afsnit, bare at overbevise mig selv om, at jeg nu skulle se den, jeg var nemlig utrolig tæt på at afbryde den. Men da vi bliver introduceret for Peco er det som om at mine øjne får accepteret den underlige animation, og siden da, har jeg ikke set mig tilbage.
Jeg har intet kendskab til det animations tekniske, så kan hverken tillade mig at sige om Ping pong på det punkt, er genialt eller bare dårlig, men den har i hvert fald en meget unik stil, som til tider går utrolig godt i spænd med bordtennis kampe. Dens (der for mit vedkomne bedst beskrives som) meget specielle quirky animation er ikke blot med til at understrege at en historie kan fortælles visuelt på mange måder, men formår også at gøre det på en sådan måde at det føles nyt og friskt.
Selvom historien nemlig ligner, en typisk sports shounen er det det ikke, der er ingen lange kampe, ingen totalt urealistiske psycho angreb som modstanderen ikke kan gøre noget ved, og så er den faktisk i besiddelse af en slutning. Med andre ord, det er bare en sports anime om drenge der spiller bordtennis, hvor det meste af det shounen ”agtige” er skåret væk, dog er kampene ikke mindre intense af den grund!
Hvis man kan sige en ting om Ping Pong er det, at den er holdt i en meget mere realistisk tone, hvor uanset om karakterne taber eller vinder, må stå inde for det og så håndtere de det, på en lidt mere moden og normal måde end den, vi normalt ser i den type anime. Derudover udviser karakterne gang på gang virkelig god sportsånd, samt når de fleste af dem, faktisk at udvikle sig i seriens utroligt korte forløb, dette må siges i sig selv, at være noget af en bedrift, for det virker aldrig overilet eller fremtvunget, dette skyldes hovedsageligt at serien anvender tidsspring, for at korte det overflødige af handlingen af.
En af seriens bedste punkter er helt klart dens slutning, som nævnt før, den har en slutning der ikke bare slutter ud i den blå luft, og er både overraskende (eller det var den i hvert fald for mig)
og er sådan rimelig realistisk .Til sidst skal siges at selvom det meste drejer sig om bordtennis er der også andre ting, så som venskab, rivalitet, kampånd og nederlag, der alt bliver behandlet på en måde, som gør at karakternes personlighed virkelig bliver godt pindet ud, og det er hvordan disse, hver især takler udfordringerne der får dem til at virke sympatiske og ikke deres udseende, dette gør også lidt, at der ingen rigtige stereotyper er.
Så Ping Pong ligner noget de fleste ikke gider se, men jeg ville nu alligevel råde folk, der gerne vil have en lidt anden anime oplevelse, til at se den, for det fortryder man ikke, og hvis man bare skal have noget at se på og lytte til, er serien fænomenal da lydsiden og soundtracks virkelig er utroligt godt sat sammen.
Selvfølgelig er det hele ikke bare lut og lagkage, seriens historie er jo ikke ligefrem nyskabende, og animationen kan for de fleste være svær at vænne sig til, men så er det også sagt.
Til sidst er her nogle vise ord fra OBABA: “If you really love him, just hold him close and kiss him, if you have no intention of loving him, let him go.”
Ryuugajou-Nanana-no-Maizoukin/ Nanana´s burried treasure:
Hmm...
ikke så vildt twisted som Tasogare otome X amnesia , ej heller så sørgelig som Ano hana , den er faktisk en smule kedelig , misforstå mig ikke, karakterne var søde og animationen var pæn. Men historien var lidt tam, ja de par få afsnit hvor personerne skulle ud på skattejagt var faktisk meget underholdene, men det tog bare så lang tid før de ofte kom der til, og alt det ind imellem førte ofte ingen vegne hen. Nanana som det hele handler om, bliver for det meste egentlig ladt i baggrunden, og hun har mere rollen som en form for kontaktperson, som de andre karaktere henvender sig til og spørger til råds omkring de skatte, de så ender med at finde eller leder efter, og resten af tiden bruger hun enten på at skælde Yama Juugo ud, fordi han har glemt at købe budding til hende eller spiller foran en skærm. En sjov detalje er dog, at hver gang hun spiser budding lyder der en meget sjov ”dung” lyd og så er budding bare væk, hun må i sandhed elske det skidt
.Nogle af karakterne og deres motiver er indhyllet i en masse mystik, og vi får langt fra forklaret alt det der forgår, slutningen er meget åben og ligger meget op til en mulig forsættelse, for intet bliver løst og meget forbliver et mysterium
. Skattejagterne er dog lidt kreative fundet på, men man havde sagtens kunne gøre meget mere ud af dem.Så alt i alt lover serien en masse, men holder intet. Så jeg ville nok springe den over, indtil eller hvis, der kommer en sæson mere, med lidt mere kød på.
Sidonia no kishi/Knights of Sidonia:
Knights of Sidonia er et andet eksempel på en lidt anden animations form i denne sæson, nemlig 3D animation, som faktisk fungerede godt, det meste af serien igennem, bortset fra når det kom til karakternes forskellige ansigts udtryk, dette gjorde at det var lidt svært at se forskel på dem og aflæse deres følelser.
Serien er både interessant og medrivende, og animationen er særdeles flot når der er rumkampe og action over feltet
. Desværre går der nogle gange lidt for meget rutine i handlingen og vores helt Tanikaze Nagate kommer gang på gang ud for at skulle forsvare Sidonia´s indbyggere mod de kæmpestore formskiftende rumvæsner kaldet Gauna´er. Som hver gang kommer tilbage stærkere end nogensinde før. Hvilket jo ofte bringer Tanikaze og resten af besætningen ud i situationer, hvor de er tvunget til at tænke en del mere kreativt, end gangen forinden for at kunne besejre den. Heldigvis dukker der hele tiden nye informationer op omkring Gaunaerne og hvorfor menneskerne nu lever på Sidonia(gigantisk rumskib) i stedet for på jorden, som er med til at fange seernes interesse, samt at vores hovedperson går fra at være mister nobody til at være folkehelt, som da heller aldrig er helt problemfrit, og medfører en masse misundelse fra andre piloter, og ligger et kæmpe pres på vores hovedperson, som han under omstændighederne, faktisk takler ret godt . Den rummer også en del futuristiske små deltaljer, som jeg ikke mindes at have set før
, så som udvikling af et 3. tredje køn, menneskelig protosyntese, og ikke mindst at alle mennesker bære en livline, som de kan haspe på mange steder i diverse bygninger, så hvis det skulle ske at rumskibet skal lave en vild manøvre, samt sætte tyndekraften ud af spil, så kan disse altid bruges til at holde menneskerne fast. Det hele er små ting som bare får universet til at virke en smule mere troværdigt og gennemtænkt, for mig i hvert fald. Serien var spændende, og jeg kan huske at jeg i mit første indtryk af serien, skrev at jeg på det tidspunkt syntes at serien var sæsonens bedste. Det er desværre ikke helt tilfældet, men den hører stadig til en af mine favoritter! Der er givet grønt lys til en 2. sæson og det ser jeg helt klart frem til.
Soul eater NOT!:
Svaret på hvad der ville ske med Soul Eater, hvis man skiftede kønnet på alle de mandlige karaktere. Nemlig en K-on! mutant klon med våben magi
. Ej selvfølgelig er det kun en facade, historien er meget af tiden bare en masse små indblik i Anya, Meme og Tsugumi´s stille og rolige hverdag som nye NOT elever på Shibusen. Men lige som i den oprindelig Soul eater serie luer noget faretruende under overfladen, og historien tager i senere afsnit en meget mere alvorlig drejning end man lige forventer
. I begyndelsen tænkte jeg: ”Okay, jeg kan da altid bare se serien, for at have en god undskyldning for at kunne gense nogle af personerne fra Soul eater igen”. Men karakterne er søde og man bliver hurtigt glad for plottet, så det glemte jeg nu hurtigt igen. Jeg er især helt vild med Anya´s karakterdesign
.Slutningen er dog meget typisk for Soul Eater universet, og man tager sig selv i næsten og at sige SELVFØLELIG SKULLE DET ENDE SÅDAN! (hvis man vel og mærke, har set Soul eater ). Så selvom slutningen til dels var lidt forudsigelig er jeg utrolig glad for at den holder Soul eater stilen, og ender på den måde, som den nu gjorde. Så jeg synes egentlig at det er en værdig spin-off til Soul eater serien. Men nok mest til fans af serien.
Soredemo sekai wa Utsukushii /The world is still beautiful:
Jeg elsker den her serie!
Det er den form for shoujou serie jeg leder efter! Den var så god ! Ja det er min personlige favorit for denne sæson, og jeg skammer mig ikke engang over at indrømme det. Komedie og romantik harmonere bare mega godt i serien, den er tæskefyldt med klicheer, men disse rammer en på en lidt anden måde end man lige forventer
. Nike er en awesome shoujou heltinde
, hun er en smule atypisk idet hun faktisk har en rimelig mørk stemme, i forhold til at hun så kan synge så lyst. ( Men hvad ved jeg, det kan jo være at det ikke er den samme seiyu, der synger som, den der ligger stemme til hende). Og hendes øreringe forsager fuldstændigt tyndekraftens regler engang imellem, men det er en shoujou, hvor man får den der typiske shoujou romantik følelse og det er dermed lige en anime efter mit hoved . HER TIL SIDST FØLGER EN LILLE UPDATE OM DE SERIER JEG STADIG FØLGER:
- Baby steps:
Titlen fik mig til at undgå den i starten, men blev jo lidt nysgerrig hen ad vejen alligevel, og den er klart et kig værd, måske lidt for traditionel i sidste ende, den har lidt svært ved at bryde ud af sine egne rammer, som sports serie.- Captain Earth: Jeg fik set Star driver her for nylig, blot for at have noget at kunne sammenligne den her serie med, den ligner også meget, men vil på stående fod ikke sige hvor meget, for den kan jo nå at udvikle sig endnu(forhåbentlig), lige nu har den godt nok tabt mig og den har indtil videre kun været flot at se på, og desværre intet andet.
- Haikyuu!!: Den har taget min hjerne og kastet den over nettet, den er underholdene på dens egne præmisser, typisk sports shounen, som jeg absolut ikke burde se, da jeg ved at det gør mig afhængig med det samme, men jeg falder alligevel i fælden hver gang.
- Mahou Shoujo Taisen: Sæsons korte anime for mit vedkomne, nogle har kaldt den de sidste krampe trækninger fra Gainax, men derfor synes jeg nu faktisk stadig at animationen er meget pæn, og de forskellige Mahou shoujo´s er da ret flotte design mæssigt. En meget kort anime, men alt hvad der normalt hører til genren er der stadig.
- Mahouka Koukou no Rettousei/The irregular at magic high school: Fatter ikke en bjælde
, når de snakker om deres magi teknik halløj, og det er altså ikke fordi jeg ikke har prøvet, jeg har nemlig set nogle af afsnittene på både engelsk og tysk, (fordi jeg knapt er lige så god til engelsk som til tysk), for bare at være helt sikker på at der ikke var nogen former for sprog barriere i vejen, (det kan selvfølgelig bare være mig der er totalt uinteligent, det skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige) men jeg forstår stadig ikke en dyt, jeg har derfor opgivet helt at følge med når karakterne taler om CADs og alt det andet magi tingel tangel. Og valgt kun at bestræbe mig på at få den overordnede handling og problemstillingerne på plads for de er heldigvis interessante nok alene, til at jeg gider at følge med. 
