Den digitale 3D-animation – som nogle kritikere desværre kalder ’tegnefilm’ – er noget af det mest fantastiske, der er sket i de sidste ti-femten år. Men samtidig synes jeg, den er gået i stå, både hvad angår manus og teknik. Som om den kun vil gentage sig selv, lave endnu mere realistisk lyssætning osv. Hvorfor ikke snarere udvikle historier, der peger fremad, finde frem til en helt original tekstur ... Teknikken forenkler jo arbejdet helt utroligt: Har man først en figur på skærmen, kan man jo tankemæssigt stille den på hovedet eller gøre, hvad man vil. Men hvad sker der? Se bare på Pixar-studierne, der var forrest i udviklingen – de er gået helt i baglås
Mange af de ikke-anime-relaterede grafikere, jeg har mødt herhjemme, beskylder tit anime for at være "den samme tegnestil alt sammen" og derfor stereotypt, men alt for få griber i egen barm, når det kommer til de mange 3D-film, som laves i den vestlige verden. Jeg har længe syntes at de her 3D-film minder alt for meget om hinanden på den måde de bliver animeret på, og den måde historierne bliver fortalt på. Sgu på tide at nogen tør sige dét som så længe har været åbenlyst!
http://politiken.dk/kultur/filmogtv/ECE ... lt-i-staa/