Hahahahaha
I troede da ikke i var sluppet af med mig vel
Ja, jeg har været stille længe, men jeg skulle jo lige vente til alle serierne var helt slut fra forårs sæsonen, før jeg kunne skrive om dem
Arslan SenkiArslan !!
Den har en sløv start, og bruger en del tid på at beskrive den verden, historien forgår i. Karakterne bliver vi præsenteret for sådan hen ad vejen, som Arslan nu støder på dem til. Der er til start, lagt meget fokus på Arslan og hans allierede, og man kan derfor let komme til at tro at det bare er en fortælling om ham som prins, der skal generobre sit fortabte kongerige, MEN det er ikke så simpelt som det lyder, for der er flere kongeriger og flere der gerne vil have fat i ”Jerntronen” HOV HOV! VENT! nej nej nej!
Jeg mente selvfølgelig bare tronen
(ikke at det får mig til at tænke på en hvis HBO serie da). Nogle har mere ret til den end andre og igen, man får i starten, indtrykket af at vores hovedperson jo er den retmæssige arving til tronen, men hen ad vejen bliver man mere og mere i tvivl om han nu har, så meget ret til den i sidste ende alligevel.
En kamp om at finde flere allierede, ændre på et helt lands traditioner og regler, mere eller mindre politiske intriger og strategiske krige i bedste 1:100 mands stil
(som jo er så realistiske ), Arslan Senki har det hele. Nåååår ja også er karakterne da ret underholdende, Daryun er bare for AWESOME!
Skal jeg sige noget rigtigt negativt om serien må det blive på animations fronten, da især den sidste del af serien virkelig lider af en del dårlig computeranimation, hvor overgangen fra normal 2D til 3D virkelig ikke er særlig pæn.
Kort sagt: Se den, det kan godt betale sig, selv om starten er lidt kedelig.Baby steps 2Ja Baby steps handler stadig kun og en dreng der spiller tennis, men det er både spændende og fascinerende
. Hver tennis kamp er unik, og hovedperson Maruo vokser med hver udfordring han overvinder. Jeg tror ikke at jeg nogensinde er stødt på en anime karakter, der ser så nøgternt på sig selv, og kan analysere sig selv på en så objektiv og konstruktiv måde som ham. Jeg tænker især på kampen med Ide, hvor han ikke kun fandt ud af at kontrollere det psykiske pres der var på ham, men også kunne udpinde de faktorer der var skyld i det. Er vildt glad for at skaberne har valgt både at bibeholde tegnestilen og åbnings sangen, for så var der noget at synge med på
Kort sagt:Dem der har set sæson 1, bliver ikke skuffet over sæson 2.Denpa KyoushiEfter 6 afsnit var der stadig ikke nogen udvikling i plottet, så den droppede jeg. Det kan godt være andre vil synes om den, men en serie om en otaku-lærer der hjælper skole elever med alle deres underlige problemer, følte jeg bare var lidt for kedelig da det var en tand for episodisk, og karakterne appellerede bare ikke til mig.
Dungeon ni Deai o Motomeru no wa Machigatteiru Darou ka (Danmachi)Selvom titlen “Is It Wrong to Try to Pick Up Girls in a Dungeon?” I første omgang får en til at tro at der her er tale om en typisk harem serien med loli undertoner, rammer man lidt ved siden af. Ja kvinderne er da i overtal men det er ikke helt oppe i SAO niveau endnu
………………… Jeg kan faktisk godt lide den
(ja jeg er også overrasket), Jeg ved ikke om det er karakterne der gør det eller om det er plottet…
Når jeg tænker tilbage på Hestia´s øhm... tøj? beklædning? outfit?
Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det, er det en meget kort kjole, eller en lidt for lang top? Og hvad er der med det er blå bånd, det holder jo ikke rigtigt på noget
? Det er nu en noget mere påfaldende beklædning end hvad alle andre karaktere render rundt i, i serien det er helt sikkert.
Og hvad er der med hovedpersonens navn, Bell? Belleøh-kun, den første gang troede jeg, at jeg havde hørt forkert, men taget i betragtning af, at de i en anden serie hedder alt fra ”Nice” til ”Art”, så er det vel lige meget. Bells personlighed ligner en hvilken som helst anden anime protagonists og Hestia er nærmest bare en ”fanservice-beholder”
(fik i den ). Hvad titlen angår burde serien jo nok nærmere hedde: ”How not to pick up girls in a Dungeon” da det egentlig mere er Belleøh-kuns vej for at blive en stærkere ”Adventurer”, man følger. Så hvorfor kan jeg lide den? Historien er ikke specielt opfindsom og karakterne er ikke helt heldige. Jeg tror til dels at det ligger ved at man har gjort meget ud af forholdene imellem dem, for det er nu meget sødt at Hestia hele tiden render og er så besørget for sin Belleøh-kun og ikke tøver et sekund med at hjælpe ham, ligesom det også omvendt er tilfældet, hvis ikke lige en eller anden, anden kvinde er i nød. Igen det er der også i så mange andre serier, men her er det bare gjort lidt bedre end gennemsnittet.
Kort sagt:Det er Sword art online, bare sødere og uden al spil-teknik-snakken og så kan nogle af midter-afsnittene være lidt irriterende at komme igennem. EtotamaDen eneste serie hvor jeg kan acceptere de underlige 3D animations chibi kampe der fra tid til anden er i serien. Normalt når en serie går fra 2D til 3D prøver de på en eller anden måde at gøre det så smooth som muligt, så man som seer næsten ikke ser det, men i Etotama har de bare smidt alt 3D ind i kampsekvenser og det fungere for gangskyld meget godt
. At Historien så er intetsigende og ikke giver så meget mening er en anden sag, men karaktererne var tilpas søde og mærkelige, så den formåede at underholde mig en smule.
Kort sagt: Episodisk lille serie om katten, der gerne vil være en del af de kinesiske stjerne, og derfor må slå alle de andre i kamp, se den hvis du keder dig og ikke har nogen anden anime til rådighed. Fate/stay night: Unlimited Blade Works 2Så må det altså også være slut med Fate/stay night engang for alle...
Anden halvdel her, har været en smule langtrukken især fordi Shirou og Archer taler utrolig meget, FOR meget, ALT FOR MEGET!!! Jeg er temmelig sikker på at hvis man skulle skærer hele deres samtale ned til ET afsnit havde serien kun været halv så lang. Slutningen var til gengæld ret okay, den får bygget lidt oven på universet og vi får faktisk at se hvad der bliver af Shirou og Rin efter gral krigen…
Gunslinger Stratos: The AnimationOkay bare hold fingrene væk, i går ikke glip af noget
(det lover jeg ). Det har bare været en frygtelig omgang lort…
Historien var bare mærkelig, jeg tror den er lavet til fans af spillet måske? Altså jeg har ikke spillet det spil som den skulle være bygget på, men det får jeg godt nok heller ikke lyst til, efter at jeg virkelig har slæbt mig igennem serien. Det er virkelig bare spild af tid, selv når man tror at noget giver mening så gør det, det ikke rigtigt alligevel. Historien er utrolig hullet og løst fortalt, karakterne for komplicerede til at kunne rumme en serie på kun 12 episoder, animationen var okay og baggrundsmusikken sammen med opening og ending var faktisk det bedste ved serien.
Kort sagt:Jeg har set den, så derfor behøver i ikke! Hibike! EuphoniumSe jeg troede lidt at den her serie, blev noget lignede K-ON! bare lidt mere seriøs måske. Og det kan man da også godt argumentere lidt for at det er, men k-on! havde om noget, i det mindste nogle karaktere som var lette at holde af. Det har Hibike slet ikke…
Hovedperson Kumiko har jeg utrolig svært ved at forstå. Hun er der bare, for at være der, men hun gør ikke rigtigt noget og løser ingen konflikter. Det virker faktisk som om hun er pænt ligeglad med næsten alt og alle, bortset lige fra Kousaka selvfølgelig. Det er underligt på en måde, og samtidigt forfriskende med en hovedperson der er lidt mere egoistisk, men alligevel, jeg prøvede virkelig at se om jeg kunne fatte bare lidt sympati for hende, men det virkede bare ikke.
Handlingen –åh den ved jeg slet ikke om jeg magter at skrive om
, for jeg synes ikke rigtigt der er en. Målet for der her musikklub som Kumiko bliver en del af, er at vinde en musik konkurrence, thats it!
Det er der serien ligger sit fokus, det hele handler om at øve til de her konkurrencer, nogle af pigerne bliver sure på andre for enten ikke at tage klubben seriøs eller fordi den ene får en trompet solo og den anden ikke gør, alt det pige fnidder er bare irriterende og intetsigende, alle der har gået i skole ved hvordan det er, og det er bare belastende og irriterende... Og hvis det så bare rigtigt eskalerede og der skete noget vildt spændende, så som at den ene af pigerne måske ikke gad finde sig i det mere og slog nogle af de andre ihjel eller sådan noget, så fik historien da noget mere kød på, men nej!
Det er noget af det mest kedelig ”slice of life” jeg længe har set. De prøver at fange seerne til sidst med yuri-undertoner men det fungerer ikke, da man aldrig rigtigt får lært karakterne ordentlig at kende. Og så er det lige meget hvor flot animationen var og hvor godt de har fået musikken til at passe, i forhold til animationen af instrumenterne!
Kort sagt: Hvis du gerne vil se noget anime om musik og skoleklubber, så se K-ON! eller Tari tari. Er du derimod til meningsløst pigedrama, med flot animerede musiksekvenser kan du da godt give den et forsøg.Houkago no PleiadesEn sød magisk pige anime, hvor pigerne flyver på …. STØVSUGERE! Ja lad det lige synke ind lidt...
Jeg kunne godt lide den, den var flot at se på - især scenerne hvor de var ude i rummet, pigernes personligheder var godt sat sammen og jeg elsker detaljen med at de alle har en speciel hat på, når de forvandler sig. Handlingen var lidt mere kliché på nogen punkter, men både slutningen og de individuelle karakterarks for hver af pigerne var meget underholdende.
Kort sagt: Sød magisk pige anime, der tager dig med til stjernerne og tilbage igen.Kekkai SensenKekkai Sensen er så random, i det ene afsnit bliver vores protagonist bortført og i et andet spiser han burger med et mærkeligt svampelignende væsen
(det er afsnit er mega godt btw. ). Der sker noget i hvert afsnit, men man ved aldrig rigtigt hvad det fører til i sidste ende, en ting er dog sikkert, og det er at Leonardo
(hovedpersonen) formentlig ender på sygehuset til sidst
. Nogle afsnit et mere interessante end andre. Figurerne/karakterne er meget sjove og giver en lyst til at se mere. Handlingen falder til gengæld helt til jorden, fordi episoderne er så tilfældigt sammensat.
Kort sagt: Serien bød på sjove scenarier og figurer, men havde et meget svagt plot. Kyoukai no RinneRumiko Takahashi
(kendt for bl.a. Ranma½ og Inuyasha) ´s velkendte karakterdesign, stråler endnu engang over os i denne herlige blanding af komik, spøgelser og underholdende karaktere. Serien er som alle andre af Takahashi´s værker meget episodisk og det der skete i første afsnit er oftest glemt igen et par afsnit senere. Karakterne er dog nærmest genialt sammensat, og formår at give serien det pift der skal til, for at handlingen også bliver interessant
. Så om det nu er den uheldige Rinne, der aldrig har salt til et æg, den naive og meget rolige Sakura eller den dumme Tsubasa som kaster med hellig aske på alt og alle. Det hele ender som regel i et mindre kaos, som til sidst altid bliver løst, fordi Rinne eller Sakura må punge ud for et eller andet dumt åndeuddrivelses værktøj
(som virkelig bare er en eller anden tilfældig genstand, som alle har liggende). Det er sjældent at det gavner en serie at have en fortæller, men i Kyoukai no Rinne gør det bare det hele endnu sjovere.
Kort sagt: Den er hyggelig, den er sjov, men nok også en smule gammeldags .Mikagura Gakuen KumikyokuJeg har svært ved at finde ud af hvem målgruppen er til denne serie, for de fine detaljer i karakterdesignet, farverne og de mange knægte får jo lidt en til at tro at det godt kunne være en shojou, men hovedpersonen Eruna (
en pige, hvis nogle skulle være i tvivl) har meget stærke følelser for Seisa
(som også er en pige). Så ja det hele er lidt mærkeligt og serien ender også lidt som man kunne forvente, uden de store overraskelser.
Kort sagt: Serie med yuri undertoner, der ikke rigtigt har noget at byde på. Nagato Yuki-chan no ShoushitsuHvorfor kan vi ikke bare få en 3. sæson af Haruhi i stedet for det her pjat?
Ja serien var vel meget sød og forklarer til dels hvorfor Yuki er som hun er, men så er der heller ikke mere at komme efter. Der er stadig en masse slice of life, men det er noget man sagtens kan undvære. I de fleste afsnit sker der ikke noget, de første mange afsnit går med at bygge et forhold op imellem Yuki og Kyon
(som af en eller anden grund, stadig ikke har et efternavn ). Det er i og for sig meget sødt og til sidst ender det faktisk med næsten at blive et halvt Golden time drama, men alligevel det hele virker bare lidt forkert, fordi Haruhi ikke rigtigt er der. Ja hun dukker da op af og til når plottet går i stå, men det er bare ikke en rigtig Haruhi serie uden alle rumvæsnerne, tidsrejsende og esperne.
Kort sagt: Er du en af dem der var stor fan af karakteren Yuki Nagato fra den oprindelige serie: the Melancholy of Haruhi Suzumiya, så kan du da godt tjekke den ud, og for alle, andre bare lad vær . Nisekoi2Ja der skete ikke rigtigt noget, ganske som man kunne forvente af Nisekoi. De fleste afsnit var bare fillers, og når jeg siger fillers så mener jeg helt ude i hampen fillers! Helt ærligt afsnittet hvor de alle kan forvandle sig til mahou shojous, hvor i alverden kom det fra?? Det bedste afsnit må helt klart være det, hvor Marikas papegøje stikker af
Det var i hvert fald utroligt morsomt, men meget andet af sæsonen har været så kedeligt at jeg knapt kan huske det.
Kort sagt: Selv hvis du er stor Nisekoi fan, så er der ikke meget at komme efter her. Ore Monogatari!!Åh hvor skal jeg starte! Den er så SØD! Yamato er en af de mest bedårende anime karaktere jeg nogensinde er stødt på, hun er så KAWAII
at det er svært at holde til i længden. Takeo er et stort heldigt fjols, og det hele er bare så fint…
Serien er virkelig god og noget for sig, det er en sød og sjov shojou som begge køn sagtens kan få glæde ud af. Serien viser meget godt, hvor akavet det somme tider kan være for unge par i deres første seriøse forhold. Der er ikke så meget drama over det hele og selv de mere alvorlige ting bliver tit gjort om til noget sjovt i sidste ende. Nogle af de udfordringer parret møder er sådan lidt shojou kliché men ofte forbliver det meget sjovt.
Den 3. vigtigste karakter man lige bør nævne er selvfølgelig Sunakawa
(Takeo´s bedste ven) som der egentlig bliver gjort meget ud af i starten, men falder så mere og mere i baggrunden som serien skrider frem til, og det er lidt synd. Ja der er vidst et afsnit eller 2 i slutningen dedikeret til ham, men det fører ikke rigtigt til noget og jeg synes man har gjort for lidt ud af den karakter, i forhold til at han ALTID hjælper vores 2 protagonister, helt ærligt han fortjener også at blive lykkelig altså!
Kort sagt: Der er romantik, kager og jordbær over det hele, hvem kan ikke lide det? Og så har den vidst også en af de bedste Bromancer set i anime i nyere tid.Owari no SeraphCitat fra mit forårs preview:
”… men bliver det bare den typiske kamp mellem vampyrer og mennesker kan det godt gå hen at blive kedeligt” OG DET GJORDE DET SÅ
Der er intet nyt til plottet eller for den sags skyld til karakterne, det bliver sådan lidt kedeligt, især det afsnit hvor de får deres våben det er bare noget man har set så tit, eller der hvor Yu kommer i gruppe med Kimizuki og de skal lære at arbejde sammen på trods af at de i starten hader hinanden. Man møder ikke rigtigt så meget ny tænkning
Kort sagt: Er du vild med vampyrer og kliché fuld middelmådig anime, så er den da et kig værd. Plastic MemoriesDen var knapt så sørgelig som jeg egentlig havde forventet, det er så ikke rigtigt til seriens fordel desværre, for de mange ”slice of life” afsnit er der ikke rigtigt noget spændende ved. Plastic Memories er et lidt sløjt bidrag til sæsonen, hvor man håbede at historien ville tage en med på en tur i følelseskarrusellen, men på grund af dens lidt kedelig plot, nåede karrusellen aldrig rigtig at starte. Hvilket er lidt ærgerligt da animationen og karakterdesignet egentlig var meget pænt.
Kort sagt: Sådan som du HÅBER den ender, sådan ender det ikke Punch LineNår hvad siger man så til det, en ecchi serie der handler om andet en fanservice?
Hvad sker? Der må være specielt mange overnaturlige kræfter til, siden det kan finde sted - Fjern kanelen!
Jeg havde ikke regnet med at punch line ville bliver mere end hvad plottet i første afsnit havde antydet -> ung mand får næseblod hver gang han ser pigernes trusser og bor tilfældigvis sammen med en masse kvinder… Hmm
hvis ikke det lyder utroligt bekendt, er der ikke noget der gør det
. Men absolut INTET i den her serie, er som det foregiver at være. Tro mig, ALT bliver der vendt op og ned på, selv ikke det menneske med den bedste fantasi kan forudse hvordan det hele ender. Lad jer ikke bedrage af de første par episoder, for lige pludselig så sker der bare en masse og alle puslespils brikkerne falder på plads, men de giver et helt andet billede end man regner med.
Kort sagt: En oplevelse værd, selv om fanservicen er meget tyk smurt på.Shokugeki no SoumaÅh jeg synes stadig at jeg kan hører lyden af kød der steger på en pande, et sted i det fjerne…
Jeg kommer virkelig til at savne Foodwars. Selv om måden hvor på man havde valgt at ”servere” fanservicen, var en smule ”pikant” er det netop dette der gør serien nærmest uforglemmelig. Der til kommer en utrolig selvsikker protagonist, hvis kreative evner inden for madlavning med lethed overstiger en hvilken som helst 5 stjerners Michelin kok. Et overdrevet soundtrack der passer perfekt til seriens overdramatiske natur, samt en god sammensætning af unikke karaktere, der alle har hver deres specielle ekspertise inden for gastronomien kundskaber. Alt det var med til at gøre serien utrolig underholdende, og ikke mindst meget komisk.
Kort sagt: Må ikke ses på tom mave! Men ellers kan man rolig give sig i kast med den, med mindre menuen af åndsvag fanservice og lidt for meget mad selvfølgelig ikke lige er i ens smag. Yahari Ore no Seishun Love Comedy wa Machigatteiru. ZokuSnafu, var denne gang mere ude i en masse følelses halløj, som til tider kunne være svært at sætte ord på. Det klædte serien at det hele har fået et nyt look, det gamle design var en smule for kantet, det nye passer bedre til seriens bløde temaer og plot, da også farverne er blevet noget mildere i det. Det var en intens sæson som lod seerne kommer lidt dybere ind på karakterne, og jeg vil endda mene at 2. sæson er bedre end den første.
Kort sagt: sæson 2 af Snafu er mindst lige så god som sin forgænger, måske endda bedre. Yamada-kun to 7-nin no MajoSe jeg sprang jo let og elegant uden om Yamada og heksene, da jeg så coverbilledet, hvor der var en fyr og en masse hekse, - det måtte være en kedelig kliche fuld harem serie, der ikke var værd at bruge tiden på tænkte jeg. Men fordi flere talte meget positivt om serien bl.a. her på forummet, så måtte jeg jo lige se hvad det var, som jeg var gået glip af. Og det er jeg da glad for at jeg gjorde. Yamada og heksene er måske en harem serie, men også så meget andet! Og viser os lidt at hvis en harem serie har et solidt plot kan det sagtens være en god serie.
Kort sagt: Den er sjov, har en god historie og lidt noget andet end det man lige forventer .