gezar skrev:... har jeg rigtig svært ved at regne historien ud, efter at have set de første par minutter, noget jeg ellers er ret skarp til ved vestlige film og serier. Jeg sætter i høj grad pris på denne uforudsigelighed, da det er et krav for at holde mig fanget.
Yes. Der ramte du også et af de mest vigtige punkter for mig, nemlig historier der rent faktisk kan overraske mig.
gezar skrev:Variationen, der er jo noget for alle
Jeg synes måske det er blevet lidt sværere på det sidste, men jeg er enig. En af mine venner formulerede det så rammende:
"Anime er ikke en genre. Det er nærmere en slags medie som kan formidle alle genrer."Andre grunde: Jeg synes altid man kan mærke hvilken kultur og religion filmskaberne tilhører. For typiske Hollywood-films vedkommende synes der at være tre religioner vis livssyn udpensles igen og igen: Kristendom (alt er sort/hvidt, godt/ondt), Scientology (som regel noget med en "chosen one" som er et overmenneske), eller jøderne (og dem har jeg næsten lettere ved at genkende på udseenet end på noget religiøst, omend de synes at dele den her sort/hvid verdensopfattelse med de kristne).
I japanske film kan ting godt være i en gråzone, fordi de har flere guder som ikke nødvendigvis er enige. Det giver tilsyneladende en meget mere farverig opfattelse af verden. En film kan også godt slutte uden en happy ending derovre.
Og endnu en vigtig grund: Alt for mange amerikanske film synes at være lavet for pengenes skyld, og ikke for at være gode film, kunstværker eller på nogen måde nyskabende.
Og der er flere grunde til at jeg er glad for anime: De antager ikke at jeg er en komplet idiot som skal have alting skåret ud i pap... hvorimod jeg nærmest synes at hollywood-filmene taler ned til mig.
Nåja, og så har jeg altid været glad for tegnede ting lige siden jeg var barn, og min morfar kastede sig ud at blive tegner/maler. Så der er mange grunde.