Har Anime-Guderne forladt mig?
: fre 10. aug 2018 22:52
Det her bliver et af de indlæg - hvor man ikke rigtig kan se om der er tale om en konstatering, et spørgsmål eller oplæg om en diskussion.
Jeg håber, at det bliver tolket som alle tre punkter.
Jeg har nu ikke rigtig set anime i 2 år. Jeg har tidligere haft faser, hvor jeg gik i hi fra anime, men denne gang er det anderledes. Eller sådan virker det, for jeg har skrevet om det før, også herinde.
Serier som jeg tidligere fandt underholdende virker nu håbløse intetsigende. De samme temaer, mælket til uendelighed, irriterer mig og jeg har opgivet at give nye serier en chance - og dermed sikkert afskåret mig selv fra gode serier/film.
Jeg er oftere begyndt at spørge mig selv; “er jeg vokset fra det, som nærmest var et overlevelsesmiddel i mit barndom”?
Jeg er blevet far til to drenge, er i en ledelsesstilling og bekymrer mig mere om realkreditlån og ukrudt i haven end om figur [indsæt navn] klarer skærene.
Og så opstår der en irritation over mig selv og min “voksen arrogance”, men magien, som altid fik mig tilbage til anime, er stadig væk.
Og måske er det ok, at den er? For måske skal jeg ikke længere bruge det for at “overleve”.
Måske er det en periode, måske er det mig - men det kan være at I kan genkende noget af det og har nogle tanker hertil sådan en blæsende fredag nat.
Jeg håber, at det bliver tolket som alle tre punkter.
Jeg har nu ikke rigtig set anime i 2 år. Jeg har tidligere haft faser, hvor jeg gik i hi fra anime, men denne gang er det anderledes. Eller sådan virker det, for jeg har skrevet om det før, også herinde.
Serier som jeg tidligere fandt underholdende virker nu håbløse intetsigende. De samme temaer, mælket til uendelighed, irriterer mig og jeg har opgivet at give nye serier en chance - og dermed sikkert afskåret mig selv fra gode serier/film.
Jeg er oftere begyndt at spørge mig selv; “er jeg vokset fra det, som nærmest var et overlevelsesmiddel i mit barndom”?
Jeg er blevet far til to drenge, er i en ledelsesstilling og bekymrer mig mere om realkreditlån og ukrudt i haven end om figur [indsæt navn] klarer skærene.
Og så opstår der en irritation over mig selv og min “voksen arrogance”, men magien, som altid fik mig tilbage til anime, er stadig væk.
Og måske er det ok, at den er? For måske skal jeg ikke længere bruge det for at “overleve”.
Måske er det en periode, måske er det mig - men det kan være at I kan genkende noget af det og har nogle tanker hertil sådan en blæsende fredag nat.