Efter en længere række ny anime (hvoraf 80% kan opsummeres med: "unge pige kæmper med sin identitet og med dét at blive voksen"), har jeg kastet mig over en lidt ældre kending:
Monster. Den er dejligt alvorlig, og det har jeg savnet.
Nu vi snakker alvorlig, jeg fik set
Angel's Egg for ikke så længe siden. Det er altså en syret oplevelse. Den er fra 1985, og selv efter den tids tempo må det have været en meget langsomtgående oplevelse for folk. Den har så roligt et tempo at det til tider føles helt virkeligt majestætisk - en følelse som ny anime stort set aldrig er i stand til at ramme. Der er endda en scene der bliver trukket så langt ud at man tror det er løgn.
Ja det føles næsten mere som en kunstfilm eller en eller anden form for advarselsbesked til fremtidens (altså nutidens) alt for hæsblæsende fortælletempo, som ofte ikke lader én få en fod til jorden. (Skrækeksempler: Panty & Stocking, Noiseman Sound Insect, Mahou Shoujotai.) Jeg tror at 90% af nutidens anime-seere vil kede sig ihjel 50 gange undervejs. Men for de få, der præsterer at sætte pris på den, tror jeg det vil være en magisk rejse ind i en tidsløs dimension af tom kærlighed.
Jeg ved der er mindst én færing herinde som forstår den!